Carsten Jensen

Georg Brandes Selskabet udnævnte Carsten Jensen til æresmedlem i Politikens hus den 10. marts 2026. Professor emeritus Peter Madsen begrundede bestyrelsens udnævnelse af Carsten Jensen som æresmedlem af Georg Brandes Selskabet således:

I Georg Brandes Selskabets formålsparagraf står der bl.a., at formålet er ”at søge den frisindede tradition og den kulturradikale og kritiske tænkning, som Brandes har lagt grunden til i Danmark, vakt og styrket […] ikke kun […] som et historisk fænomen, men også som en levende realitet”. Når Brandes selskabet ønsker at udnævne Carsten Jensen til æresmedlem, er det ikke mindst fordi han netop fortsætter og aktualiserer Brandes virksomhed som public intellectual. Ligesom Brandes har han ved siden af talrige bogudgivelser været virksom i dagspressen og som tidsskriftredaktør, men han har også udnyttet nye mediemuligheder igennem FaceBook-distribution af aktuelle kommentarer.

Men først et par ord om Brandes: Ved siden af sin rolle som litteraturhistoriker og -kritiker, som vel er den mest kendte i vore dage, virkede Brandes som journalist og debattør. Han kom vidt omkring, både emnemæssigt og som rejsende (med Rusland og USA som geografiske yderpunkter), og der var international opmærksomhed på hvad han skrev. Blandt hans temaer var stormagters undertrykkelse af minoriteter, som udfoldes udførligt i hans Indtryk fra Polen, hvor han opholdt sig i længere tid. Den del af det delte Polen, som særlig havde hans interesse, var under brutalt russisk overherredømme, herunder alle mulige former for begrænsninger af udfoldelse af polsk kultur og brug af det polske sprog. Overgrebene gik så langt som til bortførelse af drengebørn (et tiltag som altså ikke er opfundet af Putin-regimet). Et helt afsnit i et af bindene i hans Samlede Skrifter er viet ‘Undertrykte Folkeslag’. Mens han således forsvarer Polsk nationalisme mod russiske (og tyske) overgreb, så viste optakten til og forløbet af verdenskrigen, som han tidligt anede kunne være på vej, at nationalisme, særligt når det gjaldt stormagter, kunne være farlig, den “har to ansigter: et brutalt og et ædelt”, skrev han. I en række artikler, samlet i bogen Verdenskrigen, vendte han sig imod nationernes indbyrdes ophidsede fjendskab, ligesom han kritisk udstillede den blandt forfattere og intellektuelle vidt udbredte krigsbegejstring - Thomas Mann skrev eksempelvis: “Krig! Det var renselse, befrielse, vi følte, og et uhyre håb”. Fornuften, som Brandes bekendte sig til, havde ringe kår. Hans nekrolog over den franske socialistleder Jean Jaurès, som blev myrdet ved et attentat, slutter: “Han troede på menneskehedens fornuft. Stakkel! Han kom till at bøde og bløde derfor.” Efter krigen (i 1922) fandt han, at “Imperialismen som Udtryk for Nationalismen” var fremherskende “i alle de Lande, hvis Holdning betyder noget for Jordens Befolkning, den stakkels Menneskehed.” I en artikel fra 1916, optrykt i Verdenskrigen, havde han skildret, hvordan Russisk og Engelsk imperialisme i forening havde “tilvejebragt et ubodeligt Anarki” i Persien (Iran), hvor England fik kontrollen over oliekilderne.

Brandes’ virksomhed var - som han annoncerede det i indledningen til forelæsningerne over hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur – forankret i oplysningstraditionen fra det attende århundrede, fornuften, humaniteten og den frie, kritiske tanke. Henimod slutningen af sin bog Kældermennesket skriver Carsten Jensen om en “blækkets etik, en ny oplysningstid, der svarer til vores forandrede livsbetingelser”. For så vidt ligger bestræbelsen netop i forlængelse af det, Brandes appellerede til og dermed et bidrag til at gøre denne tradition til ”en levende realitet” under aktuelle omstændigheder, sådan som Brandes selskabets stiftere ønskede. Men livsbetingelserne er jo netop forandret, bl.a. igennem migration og danske reaktioner på den. Carsten tager i det nævnte afsnit af bogen en episode i Cervantes Don Quijotes Anden del som afsæt for overvejelser over samliv mellem kulturelt forskellige sociale grupperinger – i øvrigt et eksempel blandt talrige andre på, hvordan litterære værker spiller frugtbart ind hans overvejelser, ikke som illustration, men som tilskyndelse til videre eftertanke. Den pågældende episode hos Cervantes drejer sig om Sancho Panzas tilbageblik på et socialt fællesskab, hvor naboskab var overordnet forskellige typer af baggrund i et miljø præget af stigende og på det pågældende tidspunkt kulminerende undertrykkelse af enhver type af forbindelse til det muslimske islæt. Det var tale om en langvarig proces, som er lærerig, fordi det drejede sig om en politisk-ideologisk overmagts gradvise kriminalisering igennem mere end hundrede år (fra 1492 til begyndelsen af 1600-tallet) af overleverede elementer af et kulturelt muslimsk fællesskab, påklædning, spisevaner, afholdelse af religiøse ceremonier og meget andet. Carsten Jensen fremhæver nu, hvordan Cervantes’ skildring af den kulturelt blandede situation, hvor det - som han skildrer det - ikke er så vigtigt, om man er egentlig kristen (som myndighederne har pålagt) eller på skrømt kristen og “lidt muslim”, repræsenterer en human tilpasning til repressiv magt, men altså aktuelt et allerede beskadiget socialt fællesskabs undergang. I et tilbageblik på middelalderens Andalusien fremhæver Carsten Jensen, hvordan det muslimske overherredømme gav plads til relativ fri udfoldelse af såvel jødisk som kristen livsform. Den lære, han drager af hele denne historie, som Cervantes antyder sporene af, er imidlertid ikke, at idealet er indbyrdes adskilte kulturelle fællesskaber, som det kort sagt var tilfældet i den andalusiske situation før 1492, men derimod en bevægelse frem imod samliv, der ikke har karakter af indbyrdes isolation, altså styrkelse af det gode naboskab, hvis undergang Sancho Panza begræder. En kontroversiel eftertanke, som kan bringe Georg Brandes’ skepsis over for zionismen i erindring.

Referencen til Cervantes har en anden for Carsten Jensen vigtig pointe, som angår et gennemgående tema i hans forfatterskab: forholdet mellem intellektuelle og menigmand. Don Quijote ses ofte som den blot latterlige fantast uden jordforbindelse, men hans væbner Sancho Panza var ikke alene del af det så at sige multikulturelle nabo-fællesskab, han spiller også en bemærkelsesværdig rolle, da han på skrømt bliver udnævnt til statholder med henblik på at blive udstillet som uformående, men viser sig at udvise klogskab, som vel at mærke også hidrører fra idealisten Don Quijotes rådgivning: ”denne sjældne kombination af jordnærhed og idealisme, jævn folkelighed og elitært drømmeri [har] aldrig fået den opmærksomhed, den fortjener, skønt dens budskab til vores tids populisme er så tydeligt.” Denne konstellation af intellektuelle og menigmand dukker op igen og igen hos Carsten Jensen, ikke mindst i de tætte analyser af populisme i Kældermennesket.

Hvor Brandes skrev sine politiske artikler på baggrund af læsning af aviser og tidsskrifter, korrespondenser og personlige møder med politikere og intellektuelle, der har Carsten Jensen været på stedet og i kontakt med involverede (såsom soldater) og i det hele taget med almindelige mennesker. Det giver hans rejseberetninger og hans krigsreportager deres særlige præg. Afghanistan og den danske militære deltagelse dér står centralt. I forhold hertil forenes den personlige erfaring fra ophold i krigszoner med læsning af militærstrategiske skrifter og faglitteratur, hvortil kommer overvejelser over spørgsmålet om berettigelse af militære indgreb (som i Bosnien), om begreber om retfærdig krig, overvejelser som bygger på læsning af teoretiske skrifter om dette emne. Letkøbte synspunkter er ikke Carsten Jensens sag. Han redegør også åbent for sine skiftende opfattelser af krigen i Afghanistan. I den forbindelse henviser han til Tolstojs Krig og Fred – endnu et eksempel på, at litteratur bringes i spil: ”Napoleon vinder et par afgørende slag, ligesom vi gjorde i krigens første måneder. Så marcherer han ind i Moskva, Ligesom vi marcherede ind i Kabul. Men Moskva er mennesketom, forladt af sine indbyggere. Napoleon ved ikke, hvad han skal stille op med sin sejr. Heller ikke vi havde nogen planer for det land, vi netop havde erobret. Så marcherer Napoleon ud igen. Under tilbagetoget går hans hær til grunde. Vi har vænnet os til at tro, at det var den russiske vinter, der tog livet af den overmodige generals soldater. Det var det ikke. Det var overlevende af den slagne russiske hær, der sammen med bønder ubarmhjertigt nedslagtede franskmændene, men bønderne var den drivende kraft.” Tolstojs pointe var, at der var tale om partisankrig, som, skriver Tolstoj, ”altid lykkes, det viser historien”, ligesom – det er Carsten Jensens pointe – Talebans krigsførelse ”ude i landdistrikterne”. Han konkluderer derfor – i 2010: ”Vi kommer til at trække os ud, og vi kommer til at trække os uden at have opnået nogen af de mål, vi havde sat os.”

Kældermennesket kredser om mangfoldige temaer, der er knyttet til holdninger til flygtninge og migration, som er helt centralt anliggende for Carsten. Et af disse temaer er principielt: ”Et overgreb på en afvigende minoritet kan udmærket have befolkningens opbakning. I Polen, Rumænien og Litauen blev de tyske besættelsestroppers udryddelseskampagner mod jøder entusiastisk bakket op af mordlystne lokale. […] Flertallets ret til at bestemme må også i dag støde på en grænse, ikke kun når overgrebene kommer fra en totalitær stat, men også når det er en parlamentarisk majoritet, der står bag. Menneskerettighederne, ikke stemmeretten, er det sidste værn mod barbariet.” Det er en tematik, Carsten Jensen vender tilbage til igen og igen i polemik ikke alene imod Dansk Folkeparti og den slags, men også imod socialdemokratiets bestræbelser på at få ændret retslig anvendelse af menneskeretsprincipper på europæisk plan.

Også Brandes rapporterede om migration, en parallel kan afslutningsvis vise et slægtskab. Blandt det vidtspændende russiske imperiums mishandling af mindretal var pogromerne mod jøder, som blev iværksat som reaktion på attentatet på tsar Alexander 2 i 1881 og fortsatte i årtier. I et af afsnittene (fra 1882) i Brandes bog Berlin som tysk Rigshovedstad skildres flygtninge fra Rusland, som han ser dem på den østberlinske Schlesiske banegård, hvor de er undervejs mod USA, hjulpet på vej af organiseret jødisk hjælpearbejde: ”De Rædsler, disse Mennesker havde lidt og set, gav snart den begyndende Emigration Karakter af Folkevandring. Der var Børn iblandt disse Udvandrere, som havde set begge deres Forældre blive ihjelslagne […]. En Mand fortalte, at man, efter at hans Hus var stormet af Pøbelen, havde skjændet hans Datter for hans Øjne […]. Alle havde de kun reddet det Nøgne Liv.” Hen imod slutningen af Carsten Jensens i alle henseender store roman Vi, de druknede, er der tale om tyske flygtninge, der går ”med udslukte ansigter […] med mekaniske skridt, som om de var sammenlænkede fanger”. ”Landevejene i det halve Europa var fulde af typer som dem.” Kun optaget af ”deres […] ødelagte liv og drømme”. Uanset, hvilken krig, forfølgelse eller katastrofe, der er tale om, er der et fællesskab mellem de flygtendes erfaringer.

Dette er kun en nødtørftig antydning af de mange gode grunde til at betragte Carsten Jensen som ikke alene en i egen ret strålende intellektuel publicist, men også en fremragende viderefører af traditionen fra Georg Brandes. Bestyrelsen af Georg Brandes Selskabet har derfor besluttet at opfordre ham til at modtage et æresmedlemskab, som vi er taknemmelige for, at han har indvilget i at tage imod.

Carsten Jensens tale da han blev udnævnt til æresmedlem

Jeg blev født på Ærø tre gange.

De første to gange var af en kvinde, den tredje gang af en hel by, både mænd og kvinder, børn og gamle, døde og levende. 

Den første fødsel var langtrukken og smertefuld, den anden hurtig og abrupt, den tredje tog fem år, men involverede ikke fysisk smerte, kun stor koncentration.

Første gang var d. 24. juli 1952 på sygehuset i Ærøskøbing. Min fødsel tog 24 timer, og til sidst blev jeg taget med tang. Min mor omtalte det altid siden som sit livs værste oplevelse. Jeg har en surrealistisk erindring om den lange rejse fra livmoder til lys, som kommer til mig i drømme. Jeg går op ad en hvidmalet trappe i en gammel københavnsk etageejendom. Så træder jeg ind på et mørkt loft, og mens jeg bevæger mig hen over det, forvandler væggene sig til et organisk, åndende stof, en stadig snævrere tunnel, der klemmer sammen om mig, og hvis vægge gennemsives af et gådefuldt lys. I en vandret liggende position må jeg kæmpende vride og vende mig for at komme fremad.

Anden gang fandt sted næsten fire et halvt år senere, i Vestergade i Marstal, d. 13. december 1956. Vi var en flok oprømte drenge, der brat stormede frem bag en parkeret lastbil. En bil nærmede sig. Chaufføren, en ældre mand, gik i panik ved det uventede syn og trådte på speederen i stedet for bremsen. Jeg var som altid den sidste i flokken, så jeg var den, der blev ramt. Mit ene ben sad fastklemt under forhjulet, og jeg fik altid senere at vide, at det var mine solide træskostøvler, der reddede det fra at blive knust. Med mit hoved stod det værre til. Jeg styrtblødte fra et åbent kraniebrud.

Så kom kvinden. Det var lastbilens ejer. Klara Vogmand lød hendes navn i folkemunde. Ved synet af mig må hun være blevet grebet et adrenalinsus, der gav hende overmenneskelige kræfter, for hun gik resolut hen til bilen, hvis dæk stod oven på mit ben, greb fat i kofangeren og løftede hele bilen, så jeg kunne trækkes fri.

Jeg kunne være blevet liggende under bilen, indtil en kranvogn var blevet tilkaldt eller måske en mand med en donkraft eller en hel flok mænd, der i fællesskab kunne have løftet bilen op. Men Klara Vognmand gjorde det egenhændigt. Hendes instinkt fortalte hende, at der ingen tid var at spilde. Hun havde ingen redskaber, ingen specialviden, ingen medicinsk assistance. Hun havde bare en ting som fødselshjælper, sit instinkt for at redde liv. Klara Vogmand blev min jordemor. Hun bragte mig til verden for anden gang.

Min mor blev hentet på sit arbejde af vores læge, doktor Hatting fra Kirkestræde. På vej til ulykkesstedet advarede Hatting min mor: “Han kommer ikke til at overleve,” sagde han. “Og det skal vi heller ikke ønske, for så ender han som en grøntsag.”

Hvad min mor sagde, ved jeg ikke. Hun brød altid sammen i gråd, når hun nåede til det punkt i beretningen.

Der skulle gå 50 år, før jeg oplevede min tredje fødsel. Denne gang var det ikke en kvinde, der bragte mig til verden, men en hel by. Jeg var flyttet fra Marstal allerede som otteårig. Som tyveårig slog jeg mig ned i København, hvor jeg stadig bor det meste af tiden. Indimellem havde jeg rejst i mange lande, set krige, store bjerglandskaber, jungler og have, været gift og skilt to gange.  Jeg var blevet forfatter, havde publiceret bøger, herunder to romaner, som jeg ikke var tilfreds med. Der manglede noget, følte jeg. En rigtig fortæller var jeg ikke.

Så vendte jeg tilbage til Marstal. Jeg ville skrive en bog om byen og dens historie. Den skulle skildre de 100 afgørende år, fra midten af 1800tallet til Anden Verdenskrigs afslutning, hvor flækken voksede til en af Danmarks største søfartsbyer. Hvilken slags bog vidste jeg ikke. Historiker var jeg jo ikke. Men jeg vidste, at der ventede en fantastisk fortælling, hvis blot jeg kunne finde en form til den. Det var som et kald. Fortalte jeg ikke historien, ville den aldrig blive fortalt.

Bogen skulle ikke have kun een hovedperson, hverken et jeg, der fortalte i første person ental, eller en mand eller kvinde omtalt i tredje person, for det var et fællesskab, jeg ville skildre. Kun af et “vi” kunne historien om Marstal fortælles, og jeg måtte blive en del af dette vi. Sådan gik min tredje fødsel i gang. Denne gang som fortæller.

Jeg allierede mig med det lokale bibliotek i Prinsensgade. Igen og igen fortalte jeg en voksende flok tilhørere om mine ideer og læste passager højt fra det ufærdige værk. Jeg gjorde det klart, at vi var i færd med at indgå en byttehandel. De fik en bog om deres by. Jeg ville til gengæld have deres historier, og det fik jeg. Tusind historier ventede, både i marstallernes erindring, i deres dagbøger og brevsamlinger og i Søfartsmuseets arkiv.

Der var en historie jeg ikke fik, men jeg kendte den allerede. Kirkegården fortalte den, eller rettere de tomme gravpladser. Alt for mange kom aldrig hjem. De blev derude på havet. Der ventede dem ingen ny fødsel, sådan som der havde gjort på mig, da jeg som fireårig var på en kort ekskursion i dødsskyggens dal. Mørket tog dem. De var de druknede, der endte med at give titel til min roman, “Vi, de druknede”.

Hvordan skulle jeg få dem tilbage til livet? Jeg måtte bruge min fantasi, dette forbudte værktøj for en historiker, der altid må holde sig til kendsgerningerne. Sådan blev det ikke kun en by, men også dens druknede, der fødte mig som fortæller. Jeg kunne ikke bringe de døde hjem, men jeg kunne bringe deres drømme hjem. Siden mødte jeg mange læsere, der udbrød, at den eller den historie huskede de at have hørt som børn. Og jeg måtte svare dem, at det kunne de ikke have gjort, for jeg havde fundet på dem. Det er den sande fortællings kraft: Den skaber genkendelse hos dem, der aldrig var til stede.

Hvor hører jeg selv op, og hvor begynder den roman, jeg har skrevet? Hvad er mig, og hvad er romanen? Spørgsmålet er umuligt at besvare. Som forfatter er du en iagttager af virkeligheden og samtidig en iagttager af dig selv. Du søger dig selv i det fremmede, og det fremmede i dig selv. Fantasien er din dobbeltgænger, men en dobbeltgænger, som kræver at leve sit eget liv og sætte sine egne mål, halvt en skygge, halvt en partner, halvt en tjener, halvt en herre.

På den ø, hvor jeg blev født, på den ø, hvor jeg nær havde mistet livet, men fik det tilbage, kom jeg til verden for tredje gang, og sammen trådte vi begge frem i en ny skikkelse, “Vi, de druknede” og jeg. Min dobbeltgænger og jeg.

Jeg læste for ikke længe siden den italienske fysiker Giorgio Parigis bog “I en stæreflok”, hvor han analyserer bevægelsesmønstrene i en stæreflok, kommunikationen mellem fuglene og de pludselige skift, som sker på få hundrededele af et sekund. Men det blev ikke det, der endte med at interessere mig. Det var hans ligefremme udsagn, at den virkelige verden i modsætning til videnskabens forsøg på at systematisere og kategorisere er uordentlig. Der var engang, hvor det var nødvendigt for videnskaben at forenkle fænomenerne for at forstå dem og se bort fra friktionen, forstyrrelserne og uordenen. Nu er fysikken blevet så velfunderet, at den kan genindrage uordenen.

Mens jeg læste, tænkte jeg, at det er det, kunsten altid har handlet om, friktionen i livet, forstyrrelserne, uordenen. Og så går Parigi netop det skridt videre og skriver om de fundamentale ligheder mellem kunsten og videnskaben. Ikke mindst intuitionen har de til fælles, og nu falder det gamle skel mellem fornuft og følelse til jorden med et brag. Og så fortsætter han: Metaforer spiller en vigtig rolle for, at forestillinger og ideer kan flyttes fra den ene disciplin til den anden. Det er metaforerne, der er forudsætning for dannelsen af en fælles bevidsthed. 

Den nyligt afdøde biolog Edward O. Wilson taler i sin “The origins of Creativity” fra 2017 om nødvendigheden af en ny, mere bæredygtig oplysningstid. Her priser han metaforerne. Uden opfindelsen af sproget var vi forblevet dyr, skriver han. Men var vi ikke gået et skridt videre og havde også opfundet metaforerne, var vi forblevet vildmænd. Det er ved hjælp af metaforerne, at sproget fornyer sig. Nye ord, nye kombinationer af ord, nye betydninger bliver alle tilføjet sproget ved metaforernes hjælp. En poetisk dimension forbinder i metaforen sproget med følelserne, og et sprog, der drives af følelser, skaber ifølge Wilson den motivation, som er civilisationens drivkraft. Videnskaben udforsker verden. Den eksperimenterer også med den for at udforske dens muligheder, og i sine teorier forsøger den at sammenfatte resultaterne af sine undersøgelser. Men fantasien overgår videnskaben, for den åbner op for en uendelighed af verdener.

Det litterære essay har jo det til fælles med videnskaben, at det smykker sig med betegnelsen en “undersøgelse”. Essayets undersøgelse foregår udelukkende i tankens laboratorium. Det har meget af legens element i sig, også af erfaringen betjener essayet sig, men aldrig af filosofiens abstraktioner og begreber. Der er altid noget håbefuldt livsnært over essayet, og det er metaforerne, der er dets arbejdsredskab. Akkurat som Giorgio Parigi beskriver det.

En dansk kender af essayet, forfatteren Per Lange, som selv var en af genrens mest virtuose udøvere, skrev engang, at hvis essayisten havde huller i sin viden, var det fortrinsvis igennem hullerne, han skrev. Ak, jeg har mange huller i min viden, og måske er det derfor, jeg sætter så meget pris på essayet. Men der er en ting, der i dag er meget vigtigere end min mangelfulde viden. Vi er kun nået til klimakastrofens rand, fordi der er er katastrofale huller i videnskabens viden om naturen. Vi er ikke så alvidende, som vi tror, og derfor er vi heller ikke så almægtige, som vi tror. Jo mere viden, vi har, jo større er også vores uvidenhed, fordi vores viden har været snæver og instrumentel. Jo mere kontrol, vi har, desto mere fortabte er vi, fordi den, der bilder sig ind at herske over ukendte kræfter, altid vil blive rendt over ende.

Den videnskabelige tankegang med dens stadig snævrere fokus har afsløret sine grænser, og det er som at stå foran et hav, hvor isen pludselig viger, og vandet efter lang tids overfrysning igen ligger åbent. Igen er der plads til at bevæge sig, både for videnskaben og for kunsten. Nye spørgsmål må stilles, nye svar må søges, og kunsten er påny, efter i så lang tid at være blevet marginaliseret, relativiseret og infantiliseret, en del af den offentlige samtale. Der er igen brug for os.

I Andrea Wulfs prægtige bog “Prægtige rebeller” skildrer hun den kreds af filosoffer, digtere og kunstnere, der i 1790erne samledes i den tyske by Jena. Goethe, Schiller, Schelling, Schlegel og Humboldt var samtidige med den franske oplysning, men de føjede et større natursyn til, naturen ikke som en død mekanisme, genstand for en manipulerende videnskab, men som en organisk helhed, hvori også mennesket indgik. Det er denne tabte dimension af oplysningen, vi i dag må genoplive. Den findes allerede så mange steder i digtningen. Tænk på Brorsons vidunderlige salme: Op al den ting, som Gud har gjort, med de uforglemmelige linjer:

“Gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde,/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde.”

Dengang i 1734, da ordene blev skrevet, var salmen tænkt som en hyldest til Guds skaberkraft. I dag er de en profeti om den ydmyghed, det kræver, hvis vi skal overleve vores egen ødelæggelsestrang. Jeg hørte sidste gang Brorsons salme forrige lørdag sunget ved en Ramadan-middag for 350 mennesker i Nørrebrohallen. Natursynet er universelt. Det forener mennesker på tværs af religion og kultur.

I 2001 blev jeg udnævnt til adjungeret professor ved Syddansk Universitet for en periode af fem år. Da jeg fortalte en vis yngre dame af mit bekendtskab om udnævnelsen, nægtede hun at tro på mig. “Det passer ikke,” sagde hun. “Det er noget, du finder på.” Nej, det er rigtigt nok,” insisterede jeg. “Du lyver,” sagde hun anklagende og stirrede på mig så misbilligende, som kun en femårig kan præstere det.

“Hvorfor tror du ikke på, at jeg er blevet professor?” spurgte jeg i et udglattende tonefald.

“Det er du da for dum til.”

Jeg må indrømme, at dette svar anfægtede mig en del og at jeg derfor flere gange måtte vende tilbage til det ømtålelige emne. Næste gang fik jeg endnu en del af forklaringen på min uegnethed til professorstillingen: “Jamen, du har jo ikke noget laboratorium.”

Det interessant i denne udtalelse er, at en femårig uden videre identificerer åndens arbejde med naturvidenskaberne, en tidsdiagnose, som er langt mere præcis, end hun selvfølgelig selv kan ane.

Jeg prøvede i min tiltrædelsestale at indkredse, hvad det egentlig vil sige at være intellektuel. “Begrebet intellektuel er blot et andet ord for den aktivitet, der kan udspringe af et dannet og veluddannet menneskes samvittighedskrise,” sagde jeg. “Man nægter pludselig at være medskyldig, at synge med på en sang, der klinger falsk, at deltage i forsimplingen af sproget og verdensbillederne. Derfor kan det ikke være nogen profession at være intellektuel, selv om dannelsesbaggrund eller temperament kan disponere for det. En oplevelse, en erfaring, en uretfærdighed tvinger for en tid én til at vende et bekymret blik mod verden for at advare, anklage, kritisere eller protestere… De intellektuelle udgør ikke nogen institution. Deres eneste autoritet er deres argumenter. En ekspert er et menneske, der ikke sætter spørgsmålstegn ved sin profession. En intellektuel er et menneske, der gør.”

Jeg har lyst til at følge op med endnu et eksempel på de afgørende diskussioner, jeg har haft med mit barn. Denne gang, i 2009, er hun tretten år gammel, og jeg har spurgt hende, om hun vil med til en demonstration, hvor jeg skal tale. Det drejer sig om irakiske flygtninge, der under trussel om hjemsendelse har barrikaderet sig i Brorson Kirke på Nørrebro.

På vej til demonstrationen, som hun indvilger i at deltage i, stiller hun mig et afgørende spørgsmål: “Tror du, det hjælper?”

Nej, jeg tror ikke, at det hjælper, og jeg er fanget i det dilemma, som alle forældre kender. Skal jeg holde liv i mit barns illusioner om, at verden er grundlæggende god, eller skal jeg fortælle hende sandheden? Jeg vælger det sidste.

“Nej,” svarer jeg. “Jeg tror ikke, at det hjælper.”

“Hvorfor gør du det så?”

“Fordi der ikke en dag skal komme nogen og spørge, hvorfor jeg var tavs.”

Hendes reaktion kom øjeblikkelig. “Det svar er ikke godt nok.”

“Nå, din lille lort,” sagde jeg - jeg tilstår, at mit barn og jeg har et vist frisprog - “hvad er så det rigtige svar?”

“Du skal tro på det, du gør.”

Hun havde ret. Og det har jeg så prøvet at efterleve siden. Det er ikke mit eftermæle, der optager mig. Det er den tid, jeg lever i.

Da jeg for tyve år siden læste første bind af Jørgen Knudsens monumentale biografi over Georg Brandes ”Frigørelsens vej”, var der et par sætninger hen imod bogens slutning som greb mig. De handlede ganske vist ikke om Georg Brandes, men om to herrer i bronze, Ludvig Holberg og Adam Oehlenschläger, der flankerer indgangen til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv¨:

”Den ene hoven, den anden med stok og adspredt smil, begge fjerne, gamle og trætte, mageligt og tilfreds hvilende sig efter for længst overståede bedrifter og uden mod på nye, tydeligvis ude over den alder, hvor befrielse, oprør eller protest står på programmet.”

Det er ikke blot portrætter af to mænd, der har sat sig grundigt til rette på laurbærrene, det er også et portræt af den samtid, Georg Brandes var oppe imod, på sin frigørelsens vej.

Endte Brandes så selv som monument? Fik han et monument? Det sidste spørgsmål er det nemmeste at svare på. Det fik han ikke. Han fik et lyskryds ud for Statens Museum for Kunst opkaldt efter for sig, og står man for længe stille i krydset, bliver man kørt ned. I den konstatering ligger også svaret på, hvorfor Brandes ikke selv blev monument-egnet, for hans liv leves i et åndeligt lyskryds, og han var nøjagtig som fodgængeren, der er på vej overfor rødt, nødt til  hele tiden at være i bevægelse.

Monumenter skal støbes i et stykke, men Brandes er ikke helstøbt. Han er fuld af selvmodsigelser og paradokser, og det denne indsigt, der bærer Jørgen Knudsens værk, som flere af undertitlerne også afslører det: ”I modsigelsernes tegn” ”Manden og symbolet”, ”Magt og afmagt” og ikke mindst slutbindets paradoksale ”Uovervindelig taber”.

Brandes gror aldrig sammen med sin tid, for den er ikke hans. Han forsones og forenes ikke med tiden. Han synker ikke ned i nogen tronstol foran hverken Det Kongelige Teater eller Københavns Universitet. Han dør i et sidste sprint gennem lyskrydset, som altid ignorerende alle advarselssignaler.

Brandes ´ berømmelse rummer et paradoks. 99 år efter sin død er han stadig berygtet og omstridt – men uden at være meget læst. Han lever, men mest i fordommene hos dem, der hader ham så meget, at de ikke finder det umagen værd at læse ham, og det hænger selvfølgelig sammen med arten af det værk, han skabte. Georg Brandes var hverken monument- eller pyramidebygger, han skabte ikke noget beboeligt tankeslot, som H. C. Andersen gjorde med sin eventyr, Søren Kierkegaard med sin filosofi. Han er snarere i slægt med de forskydninger i jordskorpen, som varsler undersøiske skælv. Han er som bølgen, der pludselig rejser sig midt på havet.

Bølgens væsen lader sig ikke bestemme ud fra kemiske formler. Dens væsen findes i dens kraft og i de spor, den efterlader sig, ikke i bølgens egen form, for den har en det ene øjeblik, en anden den næste. Snart rejser den sig, snart flader den ud. Derfor er der egentlig heller ikke nogen privat Brandes at afsløre. Alt er hos ham ideer, selv hans kønsliv er levendegjort sædelighedsfejde. Alt er offentligt, alt er kamp: Bølgen kommer.

Brandes ´ er legemliggørelsen af konflikten mellem en ide og dens virkeliggørelse. Brandes har kæmpet for ytringsfrihed, men ikke for pressens overfladiskhed. Han har villet indføre en ny moral, ikke ophæve al moral. Hans modstandere tror, han skaber det moderne, men det gør han ikke. De tror, han er ansvarlig for skreddet i alle nedarvede værdier, men det er han ikke. En gammel verden er ved at bryde sammen overalt, og modernitetens vældige, til dels anonyme kræfter, er sluppet løs. Brandes er bebuderen. Han forfører mange med sin frihedstanke, men han er selv forført, og det er det vigtigste.

Til en vis grad deler Brandes sine modstanderes misforståelse: At tro, at han er ophavsmand til det, han blot var en effekt af. Det er derfor, han ved afslutningen på sit liv selv ser det i nederlagets tegn. Det skabte ville ikke som skaberen. Tiden slap ham af hænderne og skubbede ham til side, men det var alligevel aldrig ham, der styrede. Han yndede at omtale sig selv som ”en brugsgenstand”, og det var han også, men ikke, som han selv troede. Det var tiden, der brugte ham. Han blev talerør for noget uomgængeligt i historien, fremskridtet, hvis tvetydige natur han ikke selv forstod.

Brandes udpegede kristendommen og en overfladisk dagspresse som sit livs fjender, for han anså dem som fordummelsens vigtigste redskaber.  Hans pessimistiske konklusion lød, at dumheden altid var mere sejlivet end fornuften. Men er dumhed det rigtige navn for de kræfter, Brandes var oppe imod, og kan hans følelse af nederlag også skyldes, at han diagnosticerede sin modstander forkert?   

Prisen for den uafhængighed, Brandes legemliggjorde med sit virke, er ikke blot ensomhed, men også isolationens uforudsete skadevirkning, den intellektuelle krigs ”collateral damage”, misantropien, foragten for hoben og menneskene i deres store flertal. Misantropien er den intellektuelle syge, som griber den, der ikke vil forstå menneskets sammensatte natur, men blot afviser de andres følgagtighed som dumhed og gemenhed. Og det er vel i sin misantropi, at Brandes går allermest vild.

Mennesker i deres store flertal er hverken dumme eller onde. Det er sjældent dumhed, der motiverer deres følgagtighed. Det, Brandes kalder dumhed, har mange ingredienser, og de er alle sammen kun alt for menneskelige. At kalde snusfornuft og overlevelsesvilje for dumhed er at fejladressere fjenden og støde de kræfter fra sig, man skulle have allieret sig med, for der behøver ikke at være nogen modsætning mellem de små skridt og den fjerne horisont.

I kunsten kunne Brandes se samspillet mellem stort og småt, som det fremgik af hans berømte formulering, om det uendeligt store, der spejler sig i det uendeligt små, men i politik var det omvendt: Her insisterede han på de store ideers forret og foragtede de små. Indlevelse i det almindelige og ikke kun i det ekstraordinære kræver selvindsigt, også i ens egne svagheder. Det havde han ikke. Han var alt for stolt og trodsig, stædig og stejl. Derfor så han ikke sine egne svagheder og bar ikke over med andres. Det var mangel på menneskekundskab, der gjorde Brandes fordømmende i stedet for forstående. Her ligger hans største fejl, i de kunstige modsætninger, han skabte, mellem elite og folk, mellem klarsyn og dumhed, den store ener og de mange idioter, en ulykkelig modsætning, som den senere kulturradikalisme desværre står som en alt for overbevist arvtager til.

Men Brandes svaghed var også hans styrke. Han foragtede dumhed og gemenhed, fordi han selv var alt det modsatte. Han trak en streg i sandet. Han viste, at anstændigheden fandtes.

Georg Brandes indsats kan opsummeres i et ord: Modsigelseslysten. Hans modsigelseslyst, det er den stafet, der går videre. Det er lige meget, hvem der har i den hænderne. Stafettens bærer kan have en helt anden baggrund end Brandes selv, han skal blot anerkende en ting: At tilværelsen, dette uudgrundelige liv, som vi er sat i, uden at nogen har spurgt os, kan vi ikke afkræve mening og svar, men alt andet kan og skal vi bede begrunde og retfærdiggøre sig: Ingen ide, tro, magt, autoritet, institution eller regering er hellig eller hævet over vores modsigelsestrang. ”Hvorfor vise ærefrygt?” spørger Brandes i sjette bind af Hovedstrømninger: ”Hvorfor have tillid? Hvorfor tåle? Allerførst hvorfor tie?”

Man kan næsten sige, at Brandes indførte ordet ”hvorfor” i det danske sprog. Han instruerede os i brugen af den spørgeteknik, der er demokratiets forudsætning, og gav det respektløse spørgsmålstegn en kraft, det aldrig før havde haft i Danmark. I hans hænder blev ordet hvorfor en arkimedisk løftestang, der kunne rokke en hel verden ud af fugerne. Det er arven fra Brandes, hans gave, den stafet, han rækker videre til os, dette lille, umådeligt magtfulde ord: hvorfor.

Jeg modtog i 1986 PH-prisen, opkaldt efter Poul Henningsen, og sagde i min temmelig uforskammede takketale, at jeg havde hans fire bind Kulturkritik stående på reolen, men aldrig havde åbnet dem. “Ofte hører man i medierne råbet på en ny Poul Henningsen eller en ny Georg Brandes, en slags nekrofilt åndemaneri,” sagde jeg. “Henningsen skrev engang, at når et synspunkt sejrer, bliver det tomt, og det ser man tydeligt her, hvor Henningsens ideer reduceres til staffage i en fattigfin dannelseskultur, hvor dumheden viser sig frem på de kulturelle promenadestrøg iført klassiske citater.”

Otte år senere havde jeg læst Poul Henningsens fire bind, men min dom var i et essay i Weekendavisen uændret. Henningsen endte samme sted som Brandes, når han var værst, i foragten for det almindelige menneske, som han på sine gamle dage omdøbte til det ordinære menneske, en bevidstløs forbruger af poprefræner. Det, han endte med at kæmpe for, var en statsliggørelse og institutionalisering af den intellektuelle som opdrager af det uoplyste folk, og med socialdemokratiet ved magten i 1960erne troede han, at øjeblikket omsider var oprundet. Kulturradikalismen havde sejret. Dens arvefjender, kirken, konservatismen og poppens massfordummelse var på retræte. Henningsen ender som fortaler for det, han aldrig selv var: en samfundskritiker med fast ansættelse og pension.

Selv havde han hele livet bevaret sin status som uafhængig intellektuel, og hvis Poul Henningsen har en arv at give videre, så er det den. Hele tiden skrivende for nye tidsskrifter og aviser, en åndens nomade, i stadigt opbrud, fyring på Dagbladet Politiken eller udsat for censur sammesteds, aldrig et definitivt opholdssted. Men uafhængigheden kom i hans tilfælde, som den gjorde i Brandes ´ med en omkostning, den elitære ide, at masserne skulle ledes frem mod oplysningen og ikke på egen hånd kunne finde vej.

Her er han så, det 20. århundredes danske arbejder, skaberen af velfærdsstaten, et i kulturradikalismens øjne umuligt væsen, og jeg citerer igen fra mit essay i Weekendavisen: “Et småborgerligt og sentimentalt fornuftsvæsen, et hygge- og tryghedssøgende ophav til store reformer, en upolitisk bajerdrikker, der dog var uafrysteligt unazificerbar, kort sagt: en umulig, men dog ægte demokrat med dårlig smag i boligindretning.” Det var dette, kulturradikalismen ikke kunne rumme: et menneske fuld af modsigelser.  Det er denne sammensatte og paradoksale figur, der også findes i dag, i opdaterede varianter, som en intellektuel må forholde sig til og frem for alt ikke fremmedgøre sig fra.

Her er så det 21. århundredes danske arbejder: En læser af sociale medier, en flittig streamer på skærmen, somme tider højtråbende med den nationale konstant, bajerflasken i hånden, somme tider på knæ på bedetæpper, lyttende til muezzinens kalden, på flyferie fjerne steder på kloden og dog bekymret for klimaet og sine børns fremtid, som sygeplejerske eller skolelærer optaget af omsorgens ringe vilkår, som provinsbo berøvet sine rødder og holdepunkter, radikal, men politisk hjemløs, en troløs nomade, når det kommer til partier, og dog en heroisk demokrat, der ved hvert valg leverer høj stemmedeltagelse til trods for en selvoptaget politisk klasse fanget i klaustrofobisk snæversyn.       

Et menneske på godt og ondt, sådan kan man også vælge at beskrive det, om man vil. I  dag er det sådan, at flertallet af vores partier, der dækker over deres inkompetence og ideløshed med den falske varebetegnelse midterpartier, i frygt for tab af stemmer, har valgt at appellere til vores værste sider. Det er underskudsfølelsen, der stimuleres i deres menneskebillede. Du er et menneske, som noget bliver taget fra. Du er ikke et menneske, der har noget at give.

At ondskaben uomtvisteligt er en del af menneskets natur, tog det mig mange år at opdage, opdraget, som jeg er i det beskyttede velfærds-Danmark, hvor alle institutioner i årtier inkarnerede en rodfæstet tro på menneskets godhed. Den tro brast brat, da jeg som reporter for Ekstra Bladet i december 1991 blev øjenvidne til krigen på Balkan. Jeg så ofrene for en massakre begået på ældre mennesker i en landsby, som paramilitære serbiske soldater havde holdt besat. 48 lemlæstede lig lå i en grotesk lit-de-parade på gulvet i et kapel. Ingen var blevet barmhjertigt stillet op mod en mur og skudt. De var i stedet blevet brændt ihjel, nedhuggede og parterede med økser, knive, hamre og motorsave.

“Jeg tror ikke,” skrev Primo Levi i “Hvis dette er et menneske”, “at mennesket er fundamentalt egoistisk, brutalt og dumt i sin opførsel, når alle civilisationens institutioner fjernes… Jeg tror snarere, at den eneste konklusion, vi kan drage, er, at ansigt til ansigt med påtrængende fysiske og psykiske behov, træder mange sociale vaner og instinkter ud af funktion.” Primo Levi konkluderer, at “Jo mere civiliseret et land er, jo bedre og mere effektive er dets love til at forhindre et svagt menneske i at blive endnu svagere eller et stærkt menneske i at blive for magtfuldt.” 

Når de psykologiske hæmninger fjernes, når de sociale bånd, der sikrer en balance mellem mennesker er væk, når loven ikke længere findes, og friheden bliver absolut, først da træder ondskaben frem. Et samfund, der foragter de svage som tabere, og dyrker friheden frem for ligheden, er allerede ude på et civilisatorisk skråplan. Det er der, vi er nu, når en retorik som den neoliberale, der opdeler mennesker i vindere og tabere, erstatter omsorg og fællesskabsfølelse.

Vi har ikke dødslejre: men vi har døds-korridorer som den, jeg så på Balkan. Hver dag under det to år lange folkemord i Gaza lå der friske lig på gulvet og den nøgne jord. Vi har ikke koncentrationslejre, men vi har i Danmark de såkaldte udrejsecentrer, hvor afviste asylansøgere og udvisningsdømte udlændinge opholder sig på ubestemt tid, som i en uudtalt livstidsdom, og disse lejre tjener ingen anden funktion end at nedbryde mennesker psykisk, indtil de i selvopgivelse lader sig hjemsende til de retsløse lande, de i desperation har forladt, og hvor de vil forsvinde sporløst. Jo, ondskaben findes, ikke kun i psykopatens syge sind, men også i institutionaliseret form.

En sådan hjemsendelse strider ganske vist imod den europæiske menneskerettighedskonvention, og det er menneskerettighederne, vores socialdemokratisk ledede midterregering og dens ideologer har erklæret krig. Det bliver i de kommende uger et ublufærdigt valgkampstema. Det bliver i de kommende uger et ublufærdigt valgkampstema.

Vi er på vej et farligt sted hen.

En intellektuel er ikke en opdrager. Han eller hun er en tankevækker. Og han eller hun er en, der minder mennesker om deres eget potentiele, også for det gode. Efter Balkan tog jeg på en jordomrejse, der næsten varede et år. Jeg drog ud som pessimist og vendte hjem som optimist. Jeg rejste gennem lande, der havde gennemlevet langvarige krige og forfærdelige overgreb på alt fællesskab, Vietnam, Cambodia, Chile. ”Jeg har set verden begynde” hed første bind af mine rejseberetning. For jeg havde set menneskers ukuelige vilje til at genskabe et samfund, der igen fungerede, med alle de håb og drømme intakte, som også vi under helt andre, mere nådige omstændigheder har overskud til at nære.

Jeg rejste fjernt fra de slagne stier. Jeg var den uvante fremmede over alt, hvor jeg kom.  Men ingen steder stødte jeg på fjendtlighed. Det var den lære, jeg tog med mig hjem: Når to fremmede møder hinanden, knytter de ikke hånden i selvforsvar, men rækker den frem til hilsen.

Jeg tog endnu en lære med mig hjem fra min rejse: Vi mennesker har to måder at skabe en identitet på. Enten finder vi den i det, vi har til fælles med alle andre, uanset religiøse, kulturelle og sociale forskelle. Det var den verden af fællesskab, jeg rejste i.  Eller også søger vi vores identitet i det, der adskiller os fra de andre, i en lukket verden, bag en beskyttende mur. Det er den verden, der opstår, når vi drager i krig mod hinanden, hader, frygter og diskriminerer hinanden, fordi vi opfatter alt, hvad der ikke ligner os selv som en trussel. Det er den verden, hvor fællesskabet er negativt, samlet om en nationalisme, hvis formål er eksklusionen. I disse år er der en konstant kamp mellem de to måder at søge og finde en identitet på.

Da jeg i 2010 udgav en bog med den korte titel “Ud”, en samling rejseberetninger, der spænder over 32 år, havde jeg en uenighed med mit forlag om undertitlen. De ønskede, at den skulle hedde “Opdagelsesrejser”, jeg ønskede, at den skulle hedde “Opdragelsesrejser”. Mit forlag vandt, og jeg har fortrudt min eftergivenhed lige siden. Ordet opdragelsesrejser havde dengang og har det stadigvæk en negativ klang. Det refererer til de indvandrerfamilier, der sender deres børn på kortere eller længere ophold i hjemlandet for at give dem en fornemmelse for deres rødder, og det må paradoksalt nok fordømmes i et land, der bliver stadig mere optaget af sine egne rødder. Jeg ville gerne bruge ordet opdragelsesrejse på en ny måde. Min jordomrejse var ikke nogen opdagelsesrejse, for verden var allerede udforsket på alle tænkelige måder. Det var derimod en opdragelsesrejse. Jeg ønskede i mødet med fremmede kulturer og mennesker, at opdrage på mig selv, at lade mine meninger og ideer bag mig og lære mig selv åbenhed og lydhørhed.

Jeg befandt mig i Afghanistan en januardag i 2002, få uger efter Talibans fald, i en ramponeret Toyota Stationcar, der krydsede sig vej frem mellem hjulspor, ødelagte veje, op og ned gennem flodlejer i skyggen af halvt eroderede bropiller, som var det eneste, der var tilbage af for længst bortsprængte broer. Ved siden af mig sad en chauffør, som jeg ikke havde et eneste ord til fælles med, og hvis liv var mig lige så ukendt som hans sprog. Den historie, jeg var på sporet af, var alt og jeg selv blot et stumt kar af modtagelighed. Der er en dyb, personligt oplevet befrielse i at være medie for noget større og med befrielsen følger også en paradoksal usårlighed, en stor favnende følelse af at være et med verden. Der er en historie, der vokser i dig, og kun du kan fortælle den. Livet bruger dig, og du er en del af det.

Nej, en intellektuel skal ikke opdrage på folket. Men en intellektuel skal opdrage på sig selv.  At læse er en måde at gøre det på. At rejse en anden. At skrive en tredje, for i skriveprocessen er der nødvendigvis en afprøvning af en idés bærekraft. Mit forfatterskab er en opdragelsesrejse. Mit liv er en opdragelsesrejse. Anderledes kan jeg ikke sige det,

At være barn af sin tid er altid at være et barn af en navnløs. I modsætning til mennesker, der bliver døbt ved livets begyndelse, navngives historiske epoker altid først ved deres afslutning. Men man er ikke kun barn af sin tid, man er barn af mange tider, og det er derfor, den tyske filosof Ernst Bloch med hans begreb om usamtidighed er så vigtig for mig. Underkastet modernitetens abrupte diktater om ustandselige historiske skift båret frem af konstante, livsændrende teknologiske fornyelser er vi alle arvtagere til noget hjemløst. Stumper af forgangne tider hvirvler rundt i os, et sted, vi engang forlod, og som vi aldrig kan vende tilbage til. Ikke kun barndommens land, men også hele livsmønstre, provinser og klasser bliver hele tiden forvist til fortiden. Den svenske forfatter Per Olov Enquist formulerede det på en opmuntrende måde: “Mennesker fra provinsen er altid de mest interessante,” sagde han, og det udsagn gælder især os, der både har boet både i provinsen og hovedstaden. Vi tager intet for givet. Vi kender til brud og tab, men også til svimlende, mentale bjergbestigninger. Så, ja, jeg voksede op i provinsen. I provinsens småborgerskab, der i min barndom så jorden forsvinde under sine fødder og dørene lukke til. Det er ikke nogen bekendelse. Det er en konstatering. Men det er også en nøgle.

Essay, ordet betyder forsøg. Essayet er min foretrukne genre, og ofte blander jeg essayistiske træk ind i mine reportager, hvad danske aviser tillader, fordi jeg skriver som forfatter og ikke journalist. Da “Jeg har set verden begynde” skulle udkomme på engelsk forlangte mit forlag, at jeg fjernede alle passager med essayistiske træk. De var et genrebrud og hørte ikke hjemme i en rejseskildring. Jeg nægtede, og en lang udholdenhedsprøve fulgte, før de endelig modvilligt gav efter. Vi besluttede bagefter aldrig igen at have noget med hinanden at gøre.

Men faktisk er det forkert, når jeg siger, at jeg valgte essayet som genre. Essayet valgte mig. Jeg tænkte ikke engang over det som et valg. Jeg satte mig ikke ind i genrens grundregler. Jeg skrev bare på den måde, undersøgende, legende og dog engageret, hvor sproget snart var en flettet blomsterkrans, snart en hoppebold, snart en boksehandske. Essay betyder forsøg, og det var det, jeg gjorde, forsøgte at forstå min virkelighed og reagere på det, jeg fandt.

Jeg føler mig hjemme i den tyske filosof Theodor W. Adornos karakteristik af essayet i “Essayet som form”. Essayisten tilstræber ikke at være udtømmende og har hverken videnskabelige eller kunstneriske ambitioner. Essayet er en revolte mod den filosofiske grundregel, at det perifere er det uvæsentlige. Tværtimod viger essayet tilbage fra enhver abstraktion eller dogmatik og tilstræber ikke at finde det evige i det uforgængelige, men snarere at forevige det forgængelige. Det gælder om at gøre op med standpunktsløshed og relativisme uden at ligge under for færdige sandheder. Kætteriet, oppositionen til enhver form for ortodoksi, er essayistens rolle, skriver Adorno.

Selv på den højeste trone i verden sidder kongen stadig på sin røv, skrev essayets stamfader, Montaigne, allerede i 1500tallet. 400 år senere gav jeg det min egen formulering. “Den ideelle kritiker,” skrev jeg midt i 1980erne, “er en røv med ører. Stor lydhørhed og et effektivt system til udskillelse af affald.”

Det er en genredefintion, jeg stadig holder mig til. Ligesom jeg holder mig til Adornos legende definitioner på essayet, både når jeg skriver, og når jeg lever. Nogle menneskers liv er et digt, andres en roman, mit er et essay.

Lad mig vende tilbage til Georg Brandes og det spørgende ord hvorfor, som jeg anser for drivkraften i hans værk. Der er et andet sted, i et helt andet værk, hvor ordet også er centralt. En scene i Primo Levis vidnesbyrd fra Auschwitz har brændt sig ind i min erindring. Drevet af tørst har Primo Levi brækket en istap af for at slikke på den. En vagt vrister brutalt istappen ud hånden på ham. “Warum?” spørger Levi, der mestrer en smule tysk. “Hier ist es kein warum,” svarer vagten og skubber ham brutalt bort.

“Her findes der intet hvorfor.”

Når ordet hvorfor bliver forbudt, ophører vi med at være mennesker med rettigheder. Ja, måske ophører vi med at være mennesker. Så befinder vi os i en mental dødslejr, hvor magten, også den mest irrationelle, er uanfægtbar, og enhver spørgen bliver strafbar.

Det kan måske lyde patetisk at slutte sådan her. Men er demokratiet ikke mere truet end nogen sinde, ikke kun i USA, men også her? Er vi ikke på vej et sted hen, hvor enhver kritik bliver mistænkeliggjort, og vi i stedet opfordres til bare at tage tingenes tilstand for givet, uden at måtte spørge, hvem der har givet os denne tilstand, og hvilke interesser den tjener?

Georg Brandes insisterede på ordet. Det må vi også gøre, hvis vi ønsker, at demokratiet fortsat skal være levende.

Så kort og prægnant kan det udtrykkes: Ordet hvorfor er demokratiets trosbekendelse.

Jørgen Knudsen

Georg Brandes Selskabet udnævnte den 14. september 2012 Brandes-forskeren, fhv. højskoleforstander Jørgen Knudsen (1926-2017) til æresmedlem af selskabet med følgende motivering, præsenteret af selskabets formand Sune Bertelsen: 

Kære Jørgen Knudsen,

Som en udsøgt anerkendelse af dit lange og enestående virke for Georg Brandesstudiet, gennem dit arbejde med din forbilledlige og omfattende Brandes-biografi, hvor du har skabt et monument som alle senere Brandes-studier vil drage fordel af, for det værk, der står som pejlemærke og som milepæl, og for dit ustoppelige og insisterende engagement for de brandesianske værdier i offentligheden og for dit mangeårige arbejde som formand for Georg Brandes Selskabet tildeler vi dig hermed Æresmedlemsskab i Georg Brandes Selskabet

Hans Hertel

Georg Brandes Selskabet udnævnte 5. november 2013 Hans Hertil til æresmedlem. Motivering for Hans Hertel præsenteret af Georg Brandes Selskabets formand Sune Bertelsen.

Kære Hans Hertel

Som en udsøgt anerkendelse af din lange og store betydning for dansk kulturliv i almindelighed og i særdeleshed din indsats for Brandesforskningen, som du har bidraget afgørende til, og som du så forbilledligt har stimuleret. For din indsats for de ideer, som også Brandes kæmpede for, og fordi du i sjælden grad har formået at forbinde dit virke som forsker med dit virke som højt kvalificeret formidler, meningsdanner og underviser. Fordi du i 1971 var med til at stifte Georg Brandes Selskabet, som du gennem din personlighed og dit engagement har bidraget til at give en plads i det kulturhistoriske og det kulturpolitiske landskab. For denne enestående indsats er det, at jeg hermed på vegne af Georg Brandes Selskabet gør dig til selskabets Æresmedlem.