Edvard Brandes:
Udgivelsen: Om Nationalfølelse
Georg Brandes Selskabet har i årenes løb stået for en række bogudgivelser. Herunder i 2008 udgivelsen af en lille bog med to tekster "Om nationalfølelse" af Georg og Edvard Brandes. Forordet er skrevet af cand.mag. Sune Bertelsen, der var formand for Selskabet i fra 2008-15. Nedenfor kan du læse 2. kapitel skrevet af Edvard Brandes.
Her finder du til forordet og 1. kapitel her på websitet:
Forord til bogen: Om Nationalfølelse af cand.mag. Sune Bertelsen
Link til kapitel 1: Om Nationalfølelse af Georg Brandes
Om Nationalfølelse, et Foredrag
af Edvard Brandes (1885)
En Nation er en politisk Enhed, Folket kan være opstaaet af forskellige Blandinger – mange Stammer og uensartede Racer kan have dannet det – det kan indeholde talløse Afskygninger i Anskuelser – Ligesaa mange Meninger, som det har Erhverv – det kan give Rum for forskellige Religioner; men naar det danner en politisk Enhed, en selvstændig Stat, kalder vi det en Nation. Og de, der ønsker Nationens Bestaaen, det nationale Samfunds Udvikling og Blomstring, de er nationale, de besid-der den sande og rette Nationalfølelse.
Om Nogen synes bedre om en anden Forklaring af hvad en Nation er – selve Begrebet er som bekendt ikke videre gam-melt – er dette ikke særdeles vigtigt. For vi véd Allesammen, hvad der menes dermed. Definitioner er overflødige, naar En-hver har en tydelig Fornemmelse af Sagen selv. Og naar vi siger den danske, den tyske, den engelske Nation – saa véd vi uden alle Forklaringer, hvad der skal forstaas derved.
Rimeligere er det at fastslaa de vigtigste Faktorer, der forener de mange Enkeltaander til en Folkeaand?
Der kan ingen Tvivl være derom: det er Sproget, Folkets fælles Sprog. Det er det ubrydelige Bindemiddel mellem Individerne, ens for Alle – ringe og mægtige, fattige og rige – som det uundværlige Meddelelsesmiddel. Ved Sproget knyt-tes man næsten uopløseligt til det Land, i hvilket man er født. Det tilegnes med Lethed og ubevidst, det bevares uden An-strængelse, selv naar legemlig og aandelig Kraft ellers er svækket. Alt, hvad man i sit Liv har tænkt og følt, gaar igennem Sproget som Middel – til dette knytter sig enhver god Erindring, ethvert sørgmodigt Minde. Det var den Sætning, der dengang blev sagt – det var hint Ord, der ikke er blevet glemt – og alt netop med den Lyd og den Betoning, som Ens Modersmaal giver!
Enhver, der har rejst i Udlandet, og som ikke enten paa Grund af særlig Opdragelse eller sjældent Anlæg har forstaaet at tilegne sig et fremmed Sprog til Fuldkommenhed, vil ogsaa vide, hvor fattig man føler sig overfor de Andres Rigdom, hvordan man er som en paa Forhaand afvæbnet Soldat, der skal kæmpe den ulige Kamp mod de Andres Fuldrustethed. Først naar man kommer hjem til sit eget Land, føler man Jorden fast under sine Fødder – man er ligestillet i Venskabet eller i Kampen. Hver Dansk vil erindre, hvilket Befrielsens Suk, man drager ved Landstigningen i Korsør, hvilken Glæde, der griber En – ikke just over Byens Skønhed eller Jærnbane-stationens Bekvemmelighed – men over igen at kunne tale Dansk. Man aander ud, man kan tale uden at skulle oversætte. Oversatte Tanker og Følelser duer ingenting – fremmed Sprog er en aandelig Spændetrøje. Men Ens Modersmaal er som en god Ven, hvis Hjælp man altid kan hidkalde, og som man umuligt kan undvære, hvis man skal befinde sig hyggeligt og føle sig vel tilmode.
Hvis dette er sandt for enhver Dansk, vil Ingen føle det dybere end den, hvis Gærning det netop er at sysle med Sproget – som Taler, Journalist, Forfatter, Videnskabsmand. Han lever i Sproget. Der gives i et Land sløve eller ulykkelige Mennesker, som er saa dybt sunken, at deres Tale kun rummer de allernødtørftigste Udtryk. En engelsk Præst har paastaaet, at i hans Sogn hjalp Daglejerne sig igennem Verden med henved trehundrede Ord. En dannet Mand vil derimod lettelig anvende titusind Ord til sit Forbrug. Og den Skrivende, der vil meddele sine Anskuelser til Andre, og som er ivrig efter Forstaaelse, vil faa Sproget kærere, jo bedre han fatter, hvor vanskeligt det er at haandtere det. Han vil søge tilbage for at finde gamle Ord, der kan fornyes, gaa til Dialekterne og bringe deres Skatte frem til Bogsprogets Lys – inddæmme Ordene som Land fra et opslugende Hav – han vil tidligt og sent studere den nationale Litteratur. han vil næppe helme, førend han har fulgt Sproget og de deri nedlagte Ideers Udvikling fra den første Famlen til hans egen Tid. Hvis Sproget er en Ven for alle Danske, saa er det for den Skrivende, som selve Livsbetingelsen, nødvendig som Lys og Luft.
Man vil ogsaa let se, hvorledes Sproget drager magnetisk Individer sammen til en Nation. Stiftelsen af det store tyske Rige er et godt Eksempel, Østrigs indre Sønderlemmelse et ikke mindre tydeligt. Men de danske Slesvigere i deres Læng-sel efter det enstalende Danmark er det os mest nærliggende, om end sørgeligste Vidnesbyrd om Sprogets Magt. Vi vil ikke glemme, hvorledes en snæversynet Politik, der smykkede sig med nationale Farver, gjorde vort lille Land endnu mindre i Udstrækning; den danske Nation endnu ringere i Tal - vi glem-mer ikke dette og vil forsøge at være klogere, naar vi ser de danske Slesvigere saa daarligt finde sig i at tilhøre den store Nation, fordi Sproget bestandig maner dem nordefter.
Saa stærk er Følelsen af Sproget som Bindekalken i den nationale Bygning, at enhver Regering altid bestræber sig for, at Hovedsproget – eller det man ønsker skal være Landets Hovedsprog – bliver talt eller i det mindste forstaaet over alle en Stats Landsdele. Vi ser denne Bestræbelse overalt i Verden, rettende sig lige saavel imod erobrede Landsdele som imod Kolonier. Vi har hertillands en tydelig Fornemmelse af, at der findes en altfor løs Forbindelse mellem Island og Danmark, fordi de naturlige Forhold lægger Hindringer ivejen for at for-binde Hovedlandet og den fjærne Ø ved det nationale Baand, som Sproget danner.
Men man skal vel vogte sig for at tro, at Afstamning eller Religion betyder noget for at danne en Nation, for at tilveje-bringe den nationale Enhed.
Afstamning er ligegyldig, skønt man er tilbøjelig til at tro det modsatte. Det er alene indlysende af den Grund, at det er u-endelig vanskeligt at bestemme de forskellige Folkeslags Her-komst. Maaske føler ingen Nation sig mere som en Enhed end den franske, og den er sammensat af højst forskellige Ele-menter – keltiske, galliske, latinske, normanniske – tilsammen bliver de alle fransk Nation. Amerikanerne føler sig som en særegen og kraftig Nationalitet overfor Europas Folkeslag, skønt de har optaget Bidrag fra hver eneste af disse i sig og paa kort Tid sammensmæltet dem til en Enhed. Fødsel og Liv indenfor de forenede Staters Territorium meddeler National-følelse, samlende Individerne ind under Nationen som Helhed.
Det er ikke Afstamning i snæver Forstand, som har nogen-somhelst Betydning for Nationaliteten. Indenfor denne forliges magelig forskellige Folk. Var det anderledes, saa det galt ud her for Danmark. Tænk blot paa, hvor mange tyske Elementer det danske Folk i Virkeligheden rummer. Den tyske Indvand-ring er som bekendt naaet til de højeste Spidser. Vort Konge-hus er tysk – for ikke at tale om en stor Del af vor Adel. Men hvem benægter vel Kongehusets eller Godsejernes National-følelse paa Grund af deres Herkomst. Er Nogen saa pære-dansk, at han bestrider Amagernes danske Nationalitet, fordi de har hollandsk Blod i Aarene.
Og hvis Folkeslaget intet betyder, saa betyder det større: Racen, ikke mere. Lad os tage som Eksempel Finnerne i Sver-rig. Det vil være Dem bekendt, at dette Folkeslag tilhører en ganske anden race end den indo-europæiske Stamme, til hvil-ken de skandinaviske Folk regnes. Under den indo-europæiske Stamme henhører næsten alle Europas Nationer, samt Inder og Perser. Tænk nu paa det finske Folks Vedhængen ved Sverrig – Racen er dybt forskellig, Landet er erobret af en anden Na-tion, Sproget er endog et andet – kun de dannede taler Svensk, men hvem vilde nægte Digteren Runeberg svensk Nationalitet. Hvilken Svensk vilde vel mistænkeliggøre Finnerne som mindre nationale, fordi de tilhørte en anden Race end det al-mindelige svenske Folk.
Og vi kan ogsaa tage Forholdet her fra Landet. Den danske Koloni Grønland bebos af et Folk af helt anden race end Dan-marks Indvaanere. Men vilde vi anse en Dansk, der født af grønlandske Forældre og opdraget paa Dansk her i Byen, for mindre god Dansk, mindre nationalsindet end enhver anden Borger her i landet. Eller vilde Nogen vove at løfte sin Stem-me mod en Vestindianer, som havde Mulatblod i Aarene, og nægte ham Nationalfølelse paa Grund af hans Afstamning. Og dog staar Sorte og Hvide skarpt overfor hinanden.
Her er nemlig virkelig Tale om Raceforskel – ligesom imellem Danske og Grønlændere, Svenske og Finner, men derimod kan der slet ikke være Tale om Raceforskel mellem Indo-euro-pæere og Semiter – skønt naar man ofte hører det og skønt det kan tjene forskellige Hensigter at betone Forskellen særlig som Raceforskel. Naar man inddeler alle Jordens Folkeslag systematisk efter Sprog og Legemsbygning, kommer Semiter og Indo-Europæere hinanden allernærmest. De tilhører for-skellige Stammer, men samme Race. Jeg skal ikke trætte med en lang Opremsning, men et Par Ord er maaske ikke over-flødige. Naar vi gennemgaar Jordens Folkeslag efter Hovedaf-delingerne, begynder vi med Hottentotter og Kaffer, saa følger Australierne, de arktiske Landes Beboere (derunder Grønlænd-erne), Amerikas Urfolk, Malajerne, Mongolerne – derimellem Finnerne – Japenesere og Kinesere – saa videre: en Mængde asiatiske og afrikanske Folk – saa Baskerne – Kaukasusfolk-ene – endelig Hamiterne, Æthioper og Ægyptere, saa Semiter og saa Indo-Europæerne. De staar som Brødre ved hinandens Side – i det store System beslægtede som Danske og Svenske overfor de andre Jordens Folkeslag. Mellem Grønlænderne og Danske er Raceforskellen dyb, noget ringere mellem Svenske og Finner – men mellem Araber, Syrer, Kaldæer, Hebræer paa den ene Side og Persere, Grækere, Gother paa den anden er Kløften ingen. Derfor er det ogsaa de to Stammer, der fra Old-tiden af har haft størst Indflydelse paa hinanden. Jeg skal ikke fordybe mig heri, ikke omtale, hvad den græske Kultur og der-igennem den hele europæiske Kultur skylder semitisk Indfly-delse, men blot nævne det Hovedfaktum, at de europæiske Folk har fundet deres Religion fra Semiterne. To erobrende Religioner har nemlig de de semitiske Stammer udsendt – den ene Kristendommen, den anden Muhamedanismen. Den første erobrede Europa, den anden Perser og Inder i Asien. Et større Bevis paa paa de to Stammers Beslægtethed kan vel næppe tænkes end det, der liger i den udstarkte religiøse Paavirkning.
Og hermed er det egentlig godtgjort, at Religionen heller ikke bestemmer Nationaliteten. Man hører det dog ofte paa-staa. Allerede dette, at den almindelige europæiske Religion skriver sig fra en hel anden Stamme, burde avertere de Paa-staaelige om, at et Lands herskende Religion ikke hører til de nationaltejendommelige. Den tilhører da ogsaa ensartet de for-skelligste Nationer. En Franskmand og en Tysker, der Begge er katholske, skilles ved et glødende Nationalhad, og en Sles-viger og en Tysk, der Begge er Protestanter – føler de sig nationalt forbundne ved deres fælles Tro? Nej, der gives intet mindre folkeejendommeligt end Religionen. Den har heller aldrig hindret Folkeslagene fra at kriges, den har tværtimod været Aarsag til de blodigste Krige mellem Nationerne og til den uværdigste Tvedragt mellem Borgerne indenfor den sam-me Nation.
Nutildags rummer samme Nation Trosbekendere af alle Slags. I Frankrig f. Eks.: Katholiker, Jøder, Protestanter, Fri-tænkere enes om at føle sig som Franskmænd. Jeg skal imid-lertid ikke nægte, at de Klerikale i Frankrig, det monarkiske Jesuiterparti, har hævdet Frankrig som Pavens eget katholske Land og derfor anklaget Republikanerne, især naar de var Fri-tænkere, for slette Patrioter. Sligt er forstaaeligt: naar det gaar Folk ilde, er de tilbøjelige til bruge en slem Mund. De kathol-ske Præster kaldte naturligvis Gambetta for ufransk og unatio-nal – det franske Venstres Chef var af italiensk-jødisk Herkomst og bekendte sig ikke til nogen positiv Tro – og havde endnu værre Ord til Paul Bert, der optraadte som erklæret Fritænker og blev Kultusminister.
Hvis vi herhjemme har nogle Klerikale, saa er de sikrede mod saadanne Uhyrligheder. Naar man her mener om en Mand, at han ikke har den rette Tro, saa erklæres han for uværdig til at lære Børnene Græsk eller Historie i en offenlig Skole. Og hvorfor? Fordi vi her har en Kultusminister, der er som en ret Kultusminister bør være. Ganske sikkert han er ikke en udmærket Videnskabsmand som Paul Bert, han har ingensinde i sit Liv vist Gnist af Forstand paa Videnskab, Literatur eller Kunst – men vi bør ikke tvivle om at han i sit Bedekammer hengiver sig til dybtgaaende theologiske Undersøgelser. Det vilde være ufatteligt om Nogen hertillands med en saadan Mand som Kirkens Primas med en vellønnet Statskirke og en inderlig from Højrepresse kunne nære nogen Frygt for en national Religion. Dog, mine Herrer, dette med den nationale Religion – det er det rene Intet. De fleste Danske bekender sig til den europæiske Religion, er religiøste set Europæere, og Kristendommen har intetsomhelst at skaffe med dansk Folkeejendommelighed.
Nej, hverken Afstamning eller Religion bringer en Gruppe Individer til at føle sig som en Nation. Men Sproget sætter Mærker, fordi vi derigennem indsuger alt, hvad der i Aarhun-dreder har været ejendommeligt, talt, tænkt og følt af Natio-nen. Den Danske véd ikke, hvorledes han ubevidst formes aandeligt af Sproget, hvorledes det, som man er tilbøjelig til at kalde medfødte Ideer – en vis Synsmaade, en Opfattelsesart – hvorledes Sympatier og Antipatier indpodes ham gennem Sprogets Udtryk – og saa igennem, hvad der tales om ham og hvad der skrives i hans Sprog.
Thi dette er det næste nationale Baand: Opdragelsen og Om-givelserne. Barnet og den Voksne tilegner sig de Menneskers tankegang og Følelsessæt, som de lever imellem. Det vil faa Standsmærke og nationalt Mærke samtidigt. Den, der opdrages blandt Bønder, vil ræsonere og føle som Bonde – men som dansk Bonde – blive koldblodig, lun, mistænksom, sejg, ar-bejdsom, godlidende, og den, der opdrges lærd, vil ræsonere og føle som Student – men som dansk Student – blive fantastisk, nøjsom, naiv, upraktisk. De, der lever deres Liv mellem Danske, vil blive danske i Sind.
Selv om de ikke var det i Skind. For om man tog en nyfødt Kineserdreng og flyttede herover og anbragte ham mellem Danske – gav ham dansk Amme, Lærere, Venner, opdrog ham i et og alt paa dansk og til Dansk – jeg tror, han blev Dansk – for han kunde ikke blive andet. Han blev sikkert gulere end Folk hertillands og hans Ansigtstræk ville vidne om hans Fødsel i Mandarinernes Rige. Men De skal ikke tro, han vilde gaa omkring med Minder om Mandariner og Pagoder og Erin-dringer om en bedre The og lange Haarpiske – han vilde have nok af vore egne hjemmefødte Mandariner og vor egen tynde The, med hele vort eget gode danske Kineseri, hvorunder vi nu lever. Et tungsindigt Ord siger: Ens Fædreland er der dér, hvor Ens Døde hviler! Nej, Ens Fædreland er det Land, som man fra Barn af har kaldt sit, hvis Sprog man taler, hvis materielle Vilkaar man er underkastet og his aandelige Udvikling Ens Sjæleliv er bestemt af. Ved sin Fødsel fik man sin Nationalitet givet og Opvæksten mellem Landsmænd formede den ubryde-lig og umistelig for Enhver.
Men om nu Nogen vilde sige, alt dette er meget godt og maaske ogsaa sandt, men det er ikke det hele. Der er noget andet. Betyder ikke Afstamning noget mere? Rigtignok véd de Fleste ikke, om deres Forfædre – lad os sige fem Generatio-ner tilbage – har beboet Danmark, men er der da ikke noget nedarvet og noget medfødt? Er det nationale ikke noget vist uudsigeligt, en Følelsessag, en Duft, som kun de Nationale kender – ligesom de ægte Kendere smager to Kaffesorter fra hinanden. Det nationale, det folkeejendommelige, - det kan hverken forklares eller meddeles, men det er.
Naar man hører sligt udtale, saa skal man svare høfligt og sige: Det er Talemaader, Kære, Ord uden Mening, men man har Lov i sit Hjærte at tænke: hvilket gyseligt Vaas. For dette er Overtro, Selvvelbehagelighedens og Selvophøjelsens Overtro, som man skal vogte sig for ligesom al anden Overtro, fordi den gør Skade ved sin Ufornuft og bringer ellers forstan-dige Folk til at se Spøgelser ved højlys Dag.
Vi kender godt den Art Overtro andetsteds fra. Det var den, Adelen levede paa. Adelen har følt sig og føler sig maaske endnu som særlig udvalgt. Spurgte man om Grunden, hvorfor visse Mennesker skulde hedde adelige og Andre ikke, blev der maaske henpeget paa Afstamningen. Undersøgte man dette nøjere, viste det sig, at der virkelig for nogle Generationer siden havde været Andre, som troede sig adelige, og nogle større Narre, som titulerede dem saaledes – men iøvrigt var Stamtræet usikkert. Ingen vidste, om ikke en Staldknægt, der i og for sig kunde være lige saa god som Junkeren, indtog en vigtig Plads mellem Ahnerne, eller om Kammerjomfruen – som kunde være lige saa smuk og brav som Naadigfruen – havde tilført det svage blaa Blod friske Safter. Tilsidst blev der ogsaa svaret: ja, hvori Adel bestaar, kan ikke siges med Ord, det er noget uforklarligt fint, en Følelsessag, en Duft. Nu véd alle Oplyste, at dette er en taabelig aristokratisk Indbildning, som ikke taales i et demokratisk Land.
Men ikke forskellig herfra er den Indbildning, efter hvilken Nogle holder sig for mere nationale end Andre,
pukker paa en større Danskhed end de Andre kan besidde og ud herfra kræ-ver en stærkere Nationalfølelse for sig selv.
Hvad er dansk Nationalfølelse? Først ligefrem Følelse af at tilhøre den danske Nation – Ingen tør vel nægte en dansk Bor-ger med samme Rettigheder og Pligter som alle andre denne Følelse – og dernæst maa i udhævet Forstand den rette Natio-nalfølelse forstaas som ønsket om at gavne den danske Nation.
Om en dansk Mands Gærning nytter eller skader – derom kan og skal der tvistes. Driver hans Politik, saa enten følger man eller angriber ham, efter som man anerkender hans Be-stræbelser eller ikke. Men naar han nærer redelig Vilje til at gavne sit Land, naar han har en inderlig Overbevisning om, at hans Idéer er til Fremme for Samfundsudviklingen, saa er han national, saa er han dansk. Det er ikke selve Handlingen det kommer an paa – det er Ønsket, Viljen, Sindelaget.
Om man lever til Gavn eller Skade – det viser Resultaterne og derom slaas man. Men ingen har Ret til at sidde til Doms over en andens Nationalfølelse.
Ja, hvis En stod op og sagde: Jeg vil ødelægge mit Land, jeg vil dets Borgeres Undergang, dets Udslettelse af Nationernes Tal – da jag ham bort som Landsforræder.
Men hvis En siger: Denne Vej tror jeg er den bedste for Ud-viklingen, disse Anskuelser de sundeste for Borgerne, dette den klogeste og den hæderligste Politik – hvem anmasser sig saa at raabe: ”Sten ham! Han har fordærvelige Anskuelser, Meninger der ikke passer for Nationen, han er ikke dansk, han mangler Nationalfølelse. Han vil skade sit Land.”
Saadanne Ord skal bevises, førend de udslynges.
Selv den ringeste nytter jo det Fælles. Enhver der arbejder, bidrager sit Lille til den store nationale Gærning. Der hører Mod til at sige til den Arbejdende: Kast dit Værktøj, smid din Le, læg bort din Pen!
Men en eller anden af Aandens Arbejdere kunde maaske i en mismodig Stund ikke finde sin Plads tilrette herhjemme. Han vilde da synes, at alt gik ham imod, at der vistes Uretfærdig-hed mod hans Bestræbelser, at man misforstod, hvad han fandt stort, og forgudede, hvad han ansaa for lavt. Hvis en saadan ensom Tungsindig tror sig kølig stemt mod sine Landsmænd, da er han saa dansk som nogensinde. Thi kun de, vi elsker, kan gøre os Fortræd, kan vække vor Harme som vor Glæde. Hvad andre Nationer foretager sig – det er os ligegyldigere end vi mange Gange selv tror. Men hvad der sker herhjemme, det er det afgørende. Vi har alle vor Del i den fælles danske Samvit-tighed. De kender alle sammen den Følelse, der griber En, naar en Stymper holder Skaaltale: hvor genert man sidder over hans Ubehjælpsomhed og Dumhed. Men dette bliver i større For-hold til Nationalsamvittighed. Hvis en Dansk i det offenlige Liv begaar en lav – ja blot en dum Handling, saa gnaver det paa os alle, alle dem der i det Hele lever med i det aandelige Liv hertillands. Vises der Danmark Haan, føler vi alle Skam. Der fortaltes om en dansk Gesandt i Berlin, at Fyrst Bismarck aldrig henvendte et Ord til ham – der fortaltes om en dansk Afsending i Paris, at han stod i nærmeste Venskab med den klerikale Opposition mod den lovlige franske Regering, hvem han var akkrediteret hos – hvilken Dansk vil ikke føle sig usigelig ilde berørt ved den Haan, der udvistes mod den første, og den Dumhed, den anden gjorde sig skyldig i. – Er der Storme hertillands, saa har vi alle Skibe i Søen, og skinner Solen over Danmark, faar vi alle et Glimt af den at se.
Den, der er sørgmodig over Forholdene i Danmark, fordi han til en Stund blot stikker sig paa Tornene og ikke kan glæde sig over Roserne – vil man vel ikke kalde mindre dansk herfor. Hvis saa var, vilde jo de, der klager over den fordærvelige Stil-lestaaen under den nuværende Regering, være slette Borgere. Og den, der ønsker Reform, Forbedring, Revolution i Anskuel-ser og Udvikling og aabent udtaler dette – han skulde mangle Nationalfølelse!
Naar man hører visse Folke tale, skulde man tro, de mente dette. Men de maa ville Død og ikke Liv. Hvis de, der kræver Forandring, skal bringes til Tavshed, da vil Nationen synke dybt. Hvis Nationalfølelse bestaar i at følge de herskende For-domme i Tykt og Tyndt, saa maa Landet bede sig forvaret for de Naionaltfølende.
…
( I resten af foredraget omtaler E.B.: P.A. Heiberg, der blev landsforvist og Holberg, der kom hjem fra udlandet med reformideer. Han polemiserer imod udtrykket ”Europæerne”, der blev brugt om den radikale del af Venstre. ”Alle Danske er jo Europæere…”.
Han ridser den radikale politik op: parlamentarisme med republik, antimilitarisme, adskillelse af stat og kirke og kvin-dernes sociale og politiske ligestilling. ”Og den Politik holder vi for god national Politik…”).
