"Verdenskrigen" &
"Tragediens anden del -  Fredsslutningen"

Her finder du links 2 til to værker af Georg Brandes om 1. Verdenskrig samt Georg Brandes forord og kommentarer skrevet af Jørgen Knudsen.

Læs "Verdenskrigen" online: 

æs "Tragediens anden del - Fredsslutningen: https://archive.org/details/verdenskrigen00branuoft

Koper linket eller klik på linkget og vælg og gem fx PDF format

FORORD
af Georg Brandes 

FORHOLDENE under Krigen bevirker, at hvad der i et Land som Danmark, hvis Sprog er ukendt, skrives om den, enten overses eller dog aldrig bliver læst uforvansket som Helhed. Journalisterne og de officielle Telegrambureauer udriver af Sammenhængen nogle Sætninger, der enten skal styrke Fordommene i det paagældende Land eller stemple Forfatteren som den Taabe og Usling, han viser sig at være. Jeg har samlet hvad jeg om Krigen har skrevet for den Muligheds Skyld, at det i sin Sammenhæng kan komme til at foreligge for de faa Læsere i Europa, Amerika og Asien, der ikke er forudindtagne, men vil danne sig en uhildet Mening og bryder sig om at kende min. Man tør maaske haabe, at Censuren lader et eller andet deraf passere. G. B.

Brandes, Georg Morris Cohen, 1842-1927. Verdenskrigen (Kindle Locations 14-22). København : Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.

KOMMENTAR 
af Jørgen Knudsen 

Lad mig prøve at systematisere. Først det kulturelle. Krigen, mener han, har ligget gemt i freden, i den brutalitet som er vor kulturs kendetegn, den stærkeres lyst til at bruge sin styrke mod den svagere. “Hele vort middelalderlige samfundsliv er jo gennemsyret med ufornuft indtil vanvid - man tænke på vore religiøse tilstande og vort opdragelsesvæsen - og med uretfærdighed på alle områder, på det økonomiske område som på kønslivets. Hver anden afgørelse, der i fredstid træffes, er et udslag af gamle, længst forældede fordomme.

Men fremfor alt gælder det i fredstid som i krig, at den stærkere allevegne sætter sin vilje igennem. Det, at magten i længden bestemmer retten, det er ikke noget, som Tyskland i krigstid har eneret på. Det er, hvad der foregår Europa over, også i fredstid. Og visselig ikke på det politiske område alene, i det hele sociale liv. Krigen med al dens uhyre brutalitet var kun mulig, fordi alle forudsætninger for den var givne i fredstid.” Krigen viser den sandhed om Europa, som freden har sløret. Og fra 1918: “Sandheden er den, at hvad vi i de sidste fire år har været vidner til, har været en eksplosion af dulgte kræfter i menneskesindet, hvis styrke og omfang ingen fremskridtstroende havde formodet, en eksplosion uden mage af brutalitet, løgn, gensidig misundelse og indbyrdes bagvaskelse, umådeligt hykleri.”

Såvidt baggrunden i selve den europæiske kultur eller mentalitet. En mere direkte krigsårsag finder han i det nationale had. “Det fjantede nationalhad” er en frugtbar jordbund for krige, det had der får enhver nation til at tro enhver optænkelig bagvaskelse af nabofolket. Jeg har citeret fra en enquête om religionen: Hadet til andre racer og til andre folkeslag eller socialisternes had til overklassen har religiøsiteten karakter og er vokset frem i takt med, at troen er svækket. Mange af hans analyser beskriver rivaliteten mellem stormagterne og magtspillet mellem dem. Nationalhadet giver stødet til oprustning, til styrkelse af de officerskorps, som han et sted kalder for “den virkelige fare”. Hvad der også er med til at opflamme det nationale had er den fordummende presse, der oppisker hadske stemninger. “Mens der i de protestantiske lande i kirkerne kun fordømmes og lyves én gang om ugen, kommer pressen, fordummende og lyvende, ind i alle huse hver eneste dag.” Pressens magt til at piske en folkestemning op er særlig uheldsvanger på grund af demokratiet: hensynet til folkestemninger får statsmænd til at ryste på hånden eller træffe kortsigtede beslutninger (klarest vel i Tyskland, hvor socialdemokratiets styrke øgede borgerskabets kærlighed til våbenraslen).