Politiken:

INTERVIEW

»Jeg håber, at ingen lader sig kue«

Ytringsfriheden er truet på livet, men man kan ikke forlange heroisme af nogen. Vi kan kun håbe, at vi hver især tør stå fast, siger professor Martin Zerlang, modtageren af Georg Brandes-prisen for 2014.

JES STEIN PEDERSEN

Martin Zerlang opholdt sig i Paris, da han og resten af verden på grusom vis erfarede, hvor stor vægt man også i vor tid tillægger karikaturtegninger, uanset om man er ven eller fjende af retten til at håne, spotte og latterliggøre diverse autoriteter, som Charlie Hebdo gør det.

BLÅ BOG

Martin Zerlang

Dansk professor og forfatter. Født 1. september 1952.

Uddannet mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1977. Professor i litteraturvidenskab og moderne kultur i 2004.

Zerlang har skrevet flere bøger, blandt andre 'Underholdningens historie' (1989), 'Bylivets kunst' (2002), 'Herman Bangs København' (2007), 'Karikaturland' (2014) og '1914' (2014).

Zerlang, der er professor i litteratur ved Københavns Universitet, får Georg Brandes-prisen for ’Karikaturland’, der handler om den måde, satire er blevet brugt på i den danske kulturkamp med vægt de seneste 150 år.

Han mener, at vi befinder os i en ny historisk situation:

»Det er rystende og skræmmende. Ytringsfriheden er under angreb. Efter angrebet på Charlie Hebdo er det blevet klart, at ytringsfrihed ikke er noget, man kan tage for givet«.

Samtidig ser han i den totale identifikation, som ligger i sætningen ’Je suis Charlie’, en markering af, at der er sket en holdningsændring:

»Store grupper har jo spurgt sig selv, om der nu også var grund til at provokere så meget, og tænkt, at folk som tegnerne på Charlie måske gik for langt. Men alt, hvad der er sket i debatten siden, har været en markering af, at den brede offentlighed vil styrke kampen for at sikre ytringsfriheden, også selv om det kan være omkostningsfuldt«.

Rushdie havde ret

I ’Karikaturland’ er det Zerlangs grundlæggende antagelse, at satiretegninger og karikaturers ytringsfrækhed er med til at gøre samfund mere demokratiske. Og at vi, når vi ser på den blomstrende offentlige debat i dag, skal være os bevidst, at det rum, vi ytrer os i, først blev til, efter at satire i ord og streg havde banet vej ved at udvide den måde, man kunne ytre sig om tingene på.

Gælder det også Muhammedtegningerne?

»Det, der sker nu, viser, i hvor høj grad man, dengang både Salman Rushdie og Jyllands-Posten kom i klemme, burde have været meget mere solidariske. Salman Rushdie blev pakket ind i sikkerhed, men han blev holdt ud i strakt arm både i Danmark og i mange andre lande. Siden har det vist sig, at han havde ret, da han pegede på de virkelig farlige, dybt reaktionære tendenser i islamismen«.

Arne Sørensens tegning i Jyllands-Posten af nervøs Muhammed-tegner.

»I den konkrete sag om Jyllands-Posten var anledningen, at Kåre Bluitgen ikke kunne få tegnerne til at signere deres illustrationer til hans børnebog om Muhammed. Jeg har aldrig kunnet se andet, end at det for JP var en legitim journalistisk undersøgelse: Kan man virkelig ikke få tegnere til at signere en tegning. Er der indtrådt så meget selvcensur?«.

»Fire-fem måneder senere går den egyptiske regering så ind i sagen og bruger de danske tegninger til at bortlede opmærksomheden omkring de sociale spændinger, som fem år senere bryder ud på Tahrirpladsen. I det perspektiv blev Jyllands-Posten en indirekte bebuder af det arabiske forår. Men herhjemme blev hele JP-forløbet solgt ind i det her spørgsmål om, hvorvidt avisen havde ført hetz mod muslimer i Danmark«.

Har man modet?

I ’Karikaturland’ møder man et væld af forfattere, tegnere, avisredaktører og politikere, som har været involveret i et utal af mere eller mindre voldsomme fejder: H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Herman Bang, Johannes V. Jensen. Edvard og Georg Brandes, Viggo Hørup, Mathilde Fibiger, Gustav Wied, Thit Jensen, Hans Scherfig, Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger. Og tegnere som Alfred Schmidt, Eigil Petersen, Johannes Holbek, Storm P., Herluf Jensenius, Bo Bojesen, Anne-Marie Steen Petersen og Per Marquard Otzen.

Men uanset hvad de hver især mente om hinanden, behøvede de ikke frygte for deres liv.

Den situation er ændret nu, mener Zerlang. Kunstnere, kulturarbejdere, journalister, kommentatorer og fagfolk fra mange områder befinder sig i en ganske prekær situation:

»For et par uger siden kom det frem, at danske politikere helt normalt modtager hademails om alt muligt. Hvis man i debatten om religionskritik og ytringsfrihed fik en hade- eller trusselsmail, ville jeg selv opfatte det som voldsomt ubehageligt«.

»Jeg håber selvfølgelig, at ingen lader sig kue. Forfatteren Birgitte Kosovic skrev i en kommentar, at hun håber, at hun selv har modet til at stå fast. Jeg håber da også, at jeg selv har mod til det. Jeg kan ikke sige det anderledes. Man kan ikke afkræve heroisme af andre. Men hvis det, vi står over for, skal bekæmpes, er den eneste vej frem at insistere på retten til religionskritik, den er fundamental. Det vil i denne tid sige kritik af alle dem, der prøver at give islamismen forkørselsret«.

»Det er jo problemet med religioner, sådan har det altid været, at de kræver en forkørselsret. Satire starter som religionskritik, fordi det er første skridt i at gøre op med autoritære kulturer«.

Martin Zerlang nævner Knud Bjarne Gjesings bog ’Hån, spot og latterliggørelse’ (2007), som peger på det selvmodsigende i den egyptiske satiretradition.

»På den ene side insisterer de på følsomhed over for deres profet, samtidig med at den satire, der bliver publiceret i egyptiske aviser, er uendelig aggressiv over for jødedom og kristendom. Når vi taler om den muslimske verden, har vi jo ikke at gøre med en kultur, der er ubekendt med satiretraditionen«.

Martin Zerlang og Georg Brandes side om side. Foto: Jacob Ehrbahn

»Den slags dobbeltmoral er der meget af, og satire er frygtelig god til at pege på den. Tænk på Saudi-Arabien, der på den ene side har al den olie, der holder den vestlige verden i gang, og på den anden side praktiserer en af de regeringsformer, der ligger tættest på islamisternes ideal«.

Det moderne gennembruds latter

Martin Zerlangs bog rummer mange eksempler på den samfundsforandrende kraft, dansk satire har haft. Satire spillede en afgørende rolle, da Viggo Hørup, senere chefredaktør ved Politiken, lavede koblingen mellem den litterære realisme og den politiske realisme i alliance med Georg og Edvard Brandes.

»For Hørup handler hele kulturdebatten i 1880’erne om at sætte mod i en befolkningsgruppe, der har været holdt nede. Han vil flytte latteren over på deres side. Han skriver politisk satire for at ændre kulturbilledet. Han åbner op for, at der er andre sider af dannelsen end den, som de begavede, de dannede og de rige stod for, altså hele den nationalliberale enhedskultur«, forklarer Zerlang.

Omvendt fremstillede det nationalkonservative blad Punch det moderne gennembruds forfattere, journalister, kritikere og politikere som jøder med store næser og ’niggere’ fra opløsningens Amerika osv. Uanset hvordan de karikerede selv oplevede det, er pointen i Zerlangs bog, at også grovkornet satire kan være med til at udvikle en rummelig offentlighed.

»I sit store værk om ’Hovedstrømningerne i europæisk litteratur’ skelner Georg Brandes mellem individualitetsprincippet og autoritetsprincippet. Han er selvfølgelig imod autoritetsprincippet, og det, satiren gør, er lige præcis, at den virker nedbrydende over for autoritetsprincippet. Og det er den så i høj grad ved at individualisere på den her meget konkrete måde, hvor den f.eks. tager fat i en persons konkrete udseende«, siger Martin Zerlang.

Der var ikke muslimer i Danmark, da landet blev moderne, men det er der nu. Skal de finde sig i krænkelser?

»De skal ikke finde sig i mere, end de vil. Det skal ingen, de skal tage til genmæle. Og så skal de selvfølgelig leve med, at der er andre sandheder end dem, der lyder ved fredagsbønnen. Det er helt afgørende, at vi alle accepterer de trafikregler, der gælder for samfund som det danske. Der er ingen religiøs forkørselsret«.

Du oplevede sammen med din familie på nærmeste hold et helt samfund rejse sig i sorg og vrede. Hvordan var det?

PRIS

Georg Brandes Pris 2014

Georg  Brandes karikeret med 'jødenæse' i Klodshans 1913. Illustration fra 'Karikaturland'

Det er Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, der hvert år uddeler Georg Brandes-prisen til »et dansksproget værk, udkommet siden sidste prisuddeling, der på fremragende vis formidler studier i eller refleksion over litteratur«.

I begrundelsen for at give Martin Zerlang prisen for ’Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere’, hedder det: »Martin Zerlangs ’Karikaturland’ rummer en række inciterende, koncentrerede og præcise punktnedslag i den danske karikaturs historie. Værket er et stykke originalt litteraturhistorie, og det er en velskrevet, velkomponeret og bredt appellerende fremstilling af et underbelyst og aktuelt emne. Bogen udmærker sig desuden ved sin sjældne forening af elegant humor og analytisk skarphed. De bedste karikaturers stil smitter således i god forstand af på Zerlangs fremragende værk«.

»Min kone og datter og jeg var dagen før den store demonstration på Place de la Republique. Der herskede en stille, nærmest andægtig stemning; der var tårer i mange øjne, og vi mærkede også selv et pres på tårekanalerne.

På selve demonstrationsdagen var der ikke andet at gøre end at drive med strømmen, strømmene, et hav af mennesker, hvor hovedbudskabet var ’je suis Charlie’, men ikke sjældent suppleret af tilføjelser som ’jeg er jøde’, ’jeg er politimand’ – eller f.eks. denne: ’Jeg var muslim, jeg blev franskmand, jeg er Charlie’. Eller denne: en ældre fransk kvinde med skiltet ’Je suis Ahmed’, navnet på en af de dræbte politibetjente.

»I 1914 talte man i Frankrig om ’l’union sacrée’, ’hellig samling’, over for den tyske fjende. Ordet ’sacré’ er noget malplaceret i denne forbindelse, men alligevel fornemmede man en hellig samling om fællesværdier – men altså en hellighed, der hele tiden blev punkteret af tegninger fra Charlie Hebdo, og som hele tiden blev piftet af et medrivende overskudshumør. En skotte med sækkepibe blæste sig vej gennem den allertætteste mængde. Og overalt kunne man misundeligt se børn på deres fædres skuldre – et hoved højere end mængden«.

Ifølge de gamle massepsykologer trådte mennesket flere trin ned ad civilisationens stige, når de gik ind i en masse, men sådan oplevede Zerlang ikke den enorme massedemonstration.

»Det var en meget opløftende oplevelse at se en million mennesker forvandle Paris til et fredeligt manifest for retten til at være forskellig. Identifikationen med ’Charlie’ betyder jo ikke, at man nødvendigvis mener det samme som Charlie, men at man ligesom Charlie insisterer på retten til at være sig selv, uden at bøje nakken for hverken Gud eller Allah.

Da vi om aftenen tog hjem til vores lille lejlighed i Rue Vieille du Temple, var det desværre tydeligt, at retten til forskellighed ikke kun kan sikres med demonstrationer: Synagogen i det jødiske kvarter var under særlig politibeskyttelse«.

Publiceret 19. januar 2015