Edvard Brandes og Henrik Ibsen
af Olav Harsløf
Forskningen i og fremstillingen af ’Det moderne Gennembrud i Norden’ har af mange gode grunde beskæftiget sig med Georg Brandes’ forhold til Henrik Ibsen. På vej hjem fra sin anden udenlandsrejse besøgte Brandes Ibsen i München og det var her de aftalte at ærgre henholdsvis danskerne og nordmændene, Brandes med sine forelæsninger og Ibsen med sine skuespil.
Det blev ikke til mange flere møder mellem de to, men naturligt nok til en del breve. Per Dahl har i sit essay om Brandes, Ibsen og Bjørnson 1) opgjort og problematiseret hvor få gange de tre hovedpersoner egentlig mødtes.
Derimod har ingen spurgt til hvorledes forholdet var mellem Henrik Ibsen og Edvard Brandes: den verdensberømte norske dramatiker og den danske teaterkritiker, redaktør, politiker – og dramatiker.
Det er Edvard Brandes selv der henimod slutningen af sit liv føler trang til at delagtiggøre Politikens læsere i sit lange og nære bekendtskab med Ibsen. Anledningen til kroniken ”Henrik Ibsens Personlighed” (Politiken 20. marts 1928) var hundredeåret for Ibsens fødsel 20. marts 1828. Brandes fortæller indldningsvis om Ibsens ’fysiske’ forvandling efter verdensberømmelsen i begyndelsen af 1870erne: ”Af ydre har der vel været to Henrik Ibsen’er, men kun de færreste Nulevende har vist kendt den første; thi i Halvfjerdserne skifter Ibsen Udseende og Væsen” 2). Han modererer derefter forvandlingen og undlader dermed at delagtiggøre eftertiden i den bizarre kendsgerning som en ældre inderkreds var bekendt med at Ibsen, som boede i Rom på et norsk forfatterlegat, ved meddelelsen om bogsuccessen med skuespillet Brand (1866) straks opsøgte en skrædder for at lade sig sy et par noble sæt tøj, og derpå en barber for at lade denne fjerne halvdelen af sit hår og skæg. Et iscenesat, kostumeret og maskeret personlighedsskift fra ilter, lurvet og lejlighedsvis småfordrukken til ædruelig reserveret og utilgængelig. Edvard Brandes formulerer det i stedet således: ”Han forvandledes fra en Zigeuner til en Borger, maaske til en Verdensborger” 3). Ibsen skiftede stil.
Edvard Brandes træffer ham første gang i København i 1872. Det er året efter at Georg Brandes påbegyndte sine forkætrede forelæsninger om ”Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur”. Brandes havde besøgt Ibsen (der nu boede i München) på sin hjemrejse fra Italien til Danmark i 1871 og de to åndsradikalere havde på det nærmeste aftalt fremover ubønhørligt at provokere henholdsvis danskerne og nordmændene. Der har således været meget at spørge til for den 24-årige Edvard der på dette tidspunkt udmærket kunne betegnes som anarkoliberalist.
Ud over sin læsning af Ibsens værker havde Edvard Brandes forinden haft lejlighed til at se opførelsen af den europæiske succes The League of Youth (Fru Heibergs iscenesættelse 1870), den første Ibsenforestilling i Danmark.
Fra broderens første udenlandsrejse 1866-67 erfarer han fra Paris om de moderne dramatikere Alfred de Musset, Théodore de Banville og Victorien Sardou. Og fra den anden 1870-71 om Émile Augier og Alexandre Dumas fils som begge skulle blive hans store forbilleder. Det var den sidste der havde formuleret Georg Brandes’ berømte slagord ”Mettre en question” – sætte problemer under debat 4).
I november 1871 anmelder han opsætningen på Det Kongelige Teater af Ibsens Hakon Jarl i to artikler i Illustreret Tidende 5) og The Pretenders, sammested nogle måneder senere 6). Han var således godt rustet til sit første møde med med Henrik Ibsen Da han mødte ham i København på gennemrejse fra München til Christiania. Den berømte norske udlandsdramatiker fandt tydeligvis i den unge Brandes en kyndig og slagfærdig frontkæmper for det moderne naturalistiske drama. Dertil som intellektuel ukunstlet og ligetil – kort sagt en mere spiselig udgave af storebror Georg. De sluttede straks et livslangt venskab.
Året efter (1873) er Edvard Brandes i Rom og oplever her på nærmeste hold den stærkt reserverede Ibsen. I 100-års-kroniken skriver han:
”Han blev en tavs og tilbageholden Mand, der ikke vilde give sig hen i Stemning, i naturlig Selskabelighed, i godmodighed, i Velvilje. Han stængte ikke helt for sin Lidenskabelighed, vilde maaske heller ikke dette. Hans Optræden ved enkelte Lejligheder, f. Eks. i den ganske ligegyldige Kres, der sammensluttedes i det skandinaviske Selskab i Rom, tyder paa, at det egentligt var ham en Tvang, naar han forholdt sig udeltagende i, hvad der foregik omkring ham af Smaat og Stort. Det blev ham til en fast Vane at opsamle og hengemme, ikke sprede alle sine Indtryk, sine Erfaringer, sine Iagttagelser, og ikke spilde sit Krudt og Skud paa ligegyldig Skive eller uden bestemt Sigte.” 7)
Edvard Brandes leverer denne indforståede analyse næsten 60 år senere. Det kan næppe bebrejdes ham at den har lånt både miljø, personpsykologi og tendens fra hans yndlingsnovelle Nattevagt som Henrik Pontoppidan udgav første gang i 1894 og siden i 1899 og 1922. Novellens kompromiløse kunstner Jørgen Halager har flere fælles træk med den Ibsen der i ti-året efter 1873 skulle skabe stærke sceniske figurer som folkefjenden Dr. Stockmann.
Der findes stadig norske Ibsenforskere som konsekvent kalder Henrik Ibsens 27 år i udlandet for hans ”eksilår” eller til nød ”selvvalgte eksil” på trods af at opholdet var en naturlig konsekvens af en ansøgning om legatophold i Italien. Det var almindeligt i hele Skandinavien at kunstnere – forfattere, dramatikere, malere, billedhuggere, komponister – kunne ansøge deres respektive kultusministerier om sådanne studieophold i Sydeuropa. Ibsen fik gentagne gange afslag, men med Bjørnstjerne Bjørnsons mellemkomst lykkedes det endelig i 1864 at få bevilget rejse og ophold. At han så efter den økonomiske success med skuespillet Brand i 1866 beslutter at blive i udlandet er vel ikke meget anderledes end den beslutning Berthel Thorvaldsen tog i 1797 og mange andre siden. At gøre Ibsen til en eksileret forfatter på linje med f.eks en jaget Bertolt Brecht er helt uden proportion og nærmer sig historieforfalskning. Det er ikke uden grund Edvard Brandes som indledningsvis citeret med ærbødighed udnævner Ibsen til verdensborger. I og med at han nu havde råd til det bosatte han sig i en årrække i det sydlige Europa. Dels i længere perioder i de tre anførte byer, dels i kortere på adskillige ferieadresser, hvoraf en enkelt i Danmark. København og Christiania besøgte han lejlighedsvis for at træffe aftaler med sine forlæggere og teaterdirektører. Han var bestemt ikke eksileret, han levede og blev modtaget som den verdensmand han ønskede at være og dermed netop den ’åndseuropæer’ som Edvard Brandes og tusindvis af tilhængere beundrede.
Men det er åbenbart for nogle vanskeligt foreneligt med norsk litterær nationalisme at Ibsen frivilligt skulle have skrevet sine verdensberømte naturalistiske gennembrudsskuespil alle mulige andre steder end i Norge – i München (Pillars of Society 1877, Rosmersholm 1886, Hedda Gabler 1890), i Amalfi (A Doll’s House 1879), i Rom (The Wild Duck 1884), i Berchtesgarden (Ghosts 1881), i Tyrol (An Enemy of the People 1882). Det var i disse sydeuropæiske storbyer og feriesteder disse kærne-norske skuespil blev til, og det var herfra han gik til angreb på den norske ’livsløgn’ og ’kompakte majoritet’.
Edvad Brandes skrev om Ibsens stykker i anmeldelser og artikler. A Doll’s House anmeldte han i magasinet Ude og Hjemme ved opførelsen på Det Kongelige Teater i 1879. Og i 1884 gennemheglede han teatret i en artikel i Tilskueren og anførte som en af dårligdommene at det havde nægtet at opføre Ibsens Ghosts ved fremkomsten i 1881. Men også i bøgerne Dansk Skuespilkunst (1880) og Fremmed Skuespilkunst (1881) viste Edvard Brandes sin dramaturgiske kyndighed – i den sidste med et 35 sider langt indledende kapitel om teaterlivet i Christiania.
Og efter 10 års Ibsen-inspireret teaterkritik og –analyse tog Edvard Brandes springet over i det Ibsenske drama. Drugs (Lægemidler 1881) lød den første naturalistiske titel, Quagmire (Gyngende Grund 1882) den næste. Med det tredje stykke A Visit (Et Besøg 1882) fulgte successen med opførelsen i 1883. Da stykket handlede om kvinders ret til uægteskabelige sidespring havde Edvard Brandes klogeligt indleveret det anonymt til Det kongelige Teater, og i den formodning at J.P. Jacobsen var den skjulte dramatiker lod direktøren stik mod teatercensor Erik Bøghs indstilling stykket opføre. Stykket blev imidlertid kun opført én gang. Ved meddelelsen efter tæppefald om dets ophavsmand meddelte hovedrolleskuespilleren Emil Poulsen at han nægtede at spille en rolle som han fandt umoralsk, underforstået at den mindede for meget om Edvard Brandes egen omgang med kvinder (deriblandt et familiemedlem til teatrets grand lady Fru Heiberg). 8) Stykket blev oversat til svensk, engelsk, tysk og russisk. Hvad enten det blev censureret, beskåret eller opført i sin original skabte det debat og begejstring overalt. Samtidig banede det vej for de tidligere skuespil Drugs (Lægemidler) og Quagmire (Gyngende Grund). August Strindberg oversatte Quagmire og stod for teaterkontakten i Stockholm. Edvard Brandes dramatiserede derpå Alexander Kiellands Garman & Worse (1883) som opførtes i Christiania, Bergen og København som sensationel succes (teaterhistoriens første gravide kvinderolle på scenen).
I Paris, hvor man skulle tro at et kvindedebat-stykke som A Visit ville være en sikker publikumssucces, trak det længe ud med opførelser. Både dette stykke og manuskripterne til de øvrige var forlængst oversat og fremsendt til teatrene. Årsagen til afvisningen var ganske pinlig. Da stykkerne endelig 10 år senere kom op på Pariserscenerne skrev den ene af oversætterne, Fritz de Zepelin, til Edvard Brandes:
Som tak for pengelån og al mulig tjenstvillighed har [Herman] Bang fundet for godt at modarbejde os. Han er imidlertid hurtigt blevet vurderet i Paris som i København, hans forsøg på [hos Mme Barin] at introducere sig som ”le comte H. Bang”, ligesom hans forestilte epilepsi hos Georges Bourdon [direktør for Escoliers] har ikke været heldige”. 9)
Herman Bang havde åbenbart systematisk snakket de parisiske teaterdirektører fra at sætte Edvard Brandes’ stykker op, og først efter at han i 1894 havde forladt byen blev det muligt for hans oversættere og tilhængere at få dem spillet – og nu med stor succes.
Edvard Brandes var således op gennem 1880erne og ind i 90erne en kendt og diskuteret dramatiker på den europæiske teaterscene. På ganske samme måde som Henrik Ibsen – uden på nogen måde at være en konkurrent. Tvært imod bidrog han på smukkeste vis til at gøre Ibsens problemdebatterende bølge af stykker til en trend. De var et helt kompagni, og Ibsen førte an. Samtidig har det utvivlsomt været til stort moro for Ibsen at læse og høre om Edvards til dumdristighed drevne politiske og erotiske eskapader. Den vævre og udfordrende levemand der for arven efter sin afdøde kone Harriet fra 1881 kunne foretage sig hvad fanden han ville resten af livet – eller som han skriver til August Strindberg: ”Når man har sin ryg dækket for næringssorger, kan man jo ”spytte på sine fjender”, som russeren siger. Men du, stakkels ven, fører jo en eksistenskamp hårdt og uafbrudt.” 10)
Ibsen har dels opfattet ham som en tillidsfuld kollega, dels set en åndsbeslægtet i hans anarko-liberalistiske fight – først som korporal i 70ernes litterære venstre og siden i 80ernes politiske Venstre-opgør og magtkampe med synlige resultater som Studentersamfundet og Politiken. Edvard Brandes levede radikalismen helt ud og kunne med sin kompromisløse kritik af politik og samfund samt sit til tider ustyrlige privatliv mageligt udfylde flere mandlige roller i Ibsens skuespil. Omvendt betragtede Edvard Brandes sig som Ibsen-elev og skrev om mesterens skuespil: ”De trænger sig frem som nye Tanker (...) store Spørgsmaal, vrede Feltraab, birte Tvivlsmaal, tvingende Ideer. Man skal læse dem alle og tilergne sig dem helt.” 11)
Edvard Brandes var blevet valgt ind i Folketinget i 1880 hvor han i 14 år kæmpede mod partiet Højre og sit eget partis Venstres politiske højrefløj. I 1894 kørte han træt og slog sig med sin familie (og de hertil knyttede konflikter) ned i Kristiania for at få nogle år i (dansk) politisk afsondrethed. Hans eneste tilknytning til København var litteraturanmeldelser til Politiken. Ellers dyrkede han sin teaterkarriere som i 1891 kronedes med opførelser i Europa med stykket Under the Law (Under Loven)
I Christiania genså han Ibsen som tre år tidligere var vendt hjem fra Tyskland. Ibsen opretholdt sin ”Tre-Skridt-fra-Livet-Tilbageholdenhed” 12) og tog kun yderst sjældent mod gæster i sit hjem. Han havde lejet et værelse på Grand Hotel på Karl Johan, mest for at komme lidt hjemmefra og for at læse aviser et par timer hver dag:
I Hotellet, skriver Edvard Brandes, gav han meget nødig Foretræde; han havde for sig selv en Art Læseværelse, der dengang i Halvfemserne laa adskilt fra baade det egentlige Hotel og Restauranten. Men her kunne man dog opsøge ham – nemmere end hjemme – hvis man havde Ærind til ham eller et Samtaleemne, der interesserede ham. Og det kunde hænde at hans opmærksomhed fangedes saa stærkt, at han indbød den Besøgende til en materiel Nydelse ved siden af den udsøgte at Samtale med ham. Han gav altid sin Mening en selvstændig, en stilfuld Form. Den store Replikens Mester mejslede og hamrede Ordene ud i korte Sætninger, vel overtænkte, omsorgsfuldt formede, og den der har hørt hans lidt knirkende Stemme og endnu har den i sit Øre, ærgrer sig over ikke at have opnoteret i Tide de skarpe og stærke Bemærkninger, der undslap hans smalle Læber. 13)
Edvard Brandes havde naturligvis besøgt Ibsen flere gange i værelset på Hotellet og opnået at drikke et glas og nyde et måltid sammen med ham. Men han var samtidig en af de meget få der fik adgang til det Ibsenske hjem. I kroniken leverer han en udførlig beskrivelse af Ibsens arbejdsværelse – med følgende indledning: ”Hans Hjem – saa vidt man kan bedømme dette efter et par Besøg ...”. 14)
Men Edvard Brandes kommer endnu tættere på:
Dog, den der skriver disse Linier, nød engang den Ære at overvære ved hans Side Generalprøven i Christiania Teater paa et af hans sidste Skuespil: Johan Gabriel Borkman (...). Ved hin Generalprøve sad Ibsen mestendels tavs, og han udtrykte ikke sin Tilfredshed med den i adskillig Henseende gode Udførelse. Den Skuespiller der fremstillede Borkman – hvis Navn løjerligt nok var Garman – var en interessant og dygtig Aktør, ofte udmærket, men fuld af Luner og Stemninger; undertiden vittig og med en undertrykt Lidenskabelighed, der satte Spor i en bidsk Manér. Han kunde godt lignet Ibsen lidt af Væsen, men naturligvis vovede han ikke dette og tænkte maaske ikke derpaa. Han var i vildrede med Figuren og vidste ikke, hvilket præg han skulde give denne fordums Stormand med de kæmpemæssige Planer og den i Svindel nedstyrtede Forretning. Skikkelsen manglede Storhed, og Ibsen havde just ment at dette skulde være Præget. Digteren følte godt at det hele glippede, og han vrissede og smaaskændte. Til Slutning blev det helt galt: til Dødsscenen var der anskaffet et saakaldt Vandretæppe, der skulle give Indtryk af Borkmans sidste Vandring imellem Skov og Fjeld, og som blot trak til sig den Opmærksomhed, som de pragtfulde Ord og den spændte Stemning forlanger. Ved Tæppets fald saa Ibsen sig hjælpeløs omkring. ”Jeg tror, den Dekoration ødelægger Scenens Storhed”, bemærkede Ibsens Nabo. ”Jaja, Storhed – det skulde været – kan det ikke ændres”. Men at ændre efter en Generalprøve, og efter at saadant dejligt Vandretæppe var anskaffet – det gik vist endda over Ibsens Evne. Der var intet andet at gøre end at takke den i Stort og Smaat fortvivlede Mand for hans Værk og lade Teatret om resten.Men iøvrigt kunde Historien vise, hvor langt forstandigere det vilde være at opdrage Publikum til at se det gode Skuespil indenfor tre nøgne Vægge – og lade Gøglet om de malede Kulisser, Rundhorisont og Vandretæppe, alt egnet til Jorden rundt i 8o Dage. Til Jon Gabriel Borkman vilde Henrik Ibsen nøjes med mindre. 15)
Henrik Ibsens og Edvard Brandes virke som dramatikere og for Edvard Brandes vedkommende også teaterkritiker fandt sted i den periode hvor teatrene i hele Europa gik fra levenede belysning til først gaslys og siden elektrisk lys. Dette bragte skuespillerne i fokus på en helt ny og inciterende måde. Bevægelser, ansigtsimik, alt blev belyst – og nøje betragtet af publikum og af kritikeren. Edvard Brandes gjorde da også skuespillerportrættet til et særligt studie og leverede fra 1872 og til sin død i 1931 op mod 130 portrætanalyser af danske og udenlandske skuespillere. 16) For Edvard Brandes og Henrik Ibsen var skuespilleren eller skuespillerensemblet det centrale i teatret. Alt andet var udenværker. Jørgen Langsted der har analyseret Edvard Brandes skuespilportrætter skriver at man herudaf kan læse en indre splid hos Brandes: ”På den ene side nogle krav til skuespilleren (...) pegende mod større realisme, sammen med dette en beundring for de store senromantiske skuespillere samt en stedsevarende foragt for den moderne sceneinstruktion.” 17)
Som det tydeligt fremgår af ovenstående citat fra Edvard Brandes’ erindringskronik var han og Ibsen enige heri. Og derfor gælder Jørn Langsteds konklusion også dem begge:
Det er individualismnen som livsanskuelse, der ligger bag den splid (...). Ud fra et individualistisk princip stråler nemlig både en praksis, der analyserer den enkelte skuespiller uafhængig af samspillet, og en teori, der henter sine idealer hos fortidens ypperste skuespillere.” 18)
Det var dette der bandt dem sammen fra de mødtes i 1872 og til Edvard Brandes skrev sin sidste artikel.
1) Per Dahl: ”Den umulige treenighed: Bjørnstjerne Bjørnson, Georg Brandes og Henrik Ibsen”, in Olav Harsløf (red.) Georg Brandes og Europa. Museum Tusculanum Press, Copenhagen 2004.
2) Edvard Brandes: ”Henrik Ibsens Personlighed”, in Carl Bergstrøm Nielsen: Edvard Brandes. Litterære tendenser. Artikler og anmeldelser. Gyldendal, Copenhagen 1968. Page 231.
3) Ibid. page 232.
4) Henning Fenger i Politikens Teatrets historie (red. Christian Ludvigsen og Stephan Kehler). Politikens Forlag, Copenhagen 1962. Page 237-39,
5) Illustreret Tidende 19.11. and 24.11. 1971, bd. 1871-72, p. 75-76 and 77-78.
6) Illustreret Tidende 3.3. and 17.3. 1872, bd. 1871-72, p. 220-222 and 241.
7) Edvard Brandes: ”Henrik Ibsens Personlighed”, in Carl Bergstrøm Nielsen: Edvard Brandes. Litterære tendenser. Artikler og anmeldelser. Gyldendal, Copenhagen 1968. Page 232.
8) Kristian Hvidt: Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte. Gyldendal 1987. Page 177-79.
9) Ibid. page 179-80.
10) Ibid. page 182.
11) Edvard Brandes: ”Henrik Ibsens Personlighed”, in Carl Bergstrøm Nielsen: Edvard Brandes. Litterære tendenser. Artikler og anmeldelser. Gyldendal, Copenhagen 1968. Page 17.
12) Edvard Brandes: ”Henrik Ibsens Personlighed”, in Carl Bergstrøm Nielsen: Edvard Brandes. Litterære tendenser. Artikler og anmeldelser. Gyldendal, Copenhagen 1968. Page 233.
13) Ibid. 236.
14) Ibid. 234.
15) Ibid. 236-37
16) Jørn Langsted: Edvard Brandes Skuespilportrætter. GMT, Århus 1972. Page 69-73.
17) Ibid. page 66.
18) Ibid.
